
Efter tonsvis af rygter om en genoplivning af IP'en kan det måske være, at vi endelig får et nyt spil i den ikoniske Silent Hill-serie at se i næste måned. Det peger visse kilder i hvert fald på, heriblandt den velkendte Twitter-bruger Dusk Golem. I mellemtiden er en nyhed dog landet om, at Silent Hill nu delvist bliver genoplivet via et andet gyserspil.
Det asymmetriske multiplayer-horrorspil Dead by Daylight får tilføjet et par ret interessante features i juni måned. Snart kan du nemlig indtage rollen som den gruopvækkende Silent Hill-skurk Pyramid Head, ligesom du også får mulighed for at spille som Silent Hill 3-hovedkarakteren Cheryl Mason. Derudover tilføjes også en ny bane i form af Midwich Elementary School fra det originale Silent Hill.
Du kan se en trailer til udvidelsen herunder. Det er nok ikke lige den måde, vi havde håbet, Silent Hill ville komme til live på igen, men i det mindste får vi da nu en lille smule nostalgisk gys fra serien.