Der er fortsat en hel del vi ikke ved om årets E3-messe, men nu ved vi i det mindste hvornår den vil finde sted, at den udelukkende er digital, og at der er støtte fra en række af branchens aller største udgivere.
Via en pressemeddelelse sendt til Gamereactor fra ESA er det blevet bekræftet, at årets E3 vender tilbage som digital begivenhed fra d. 12-15 juni 2021, og at der lige nu er støtte fra udgiverne Nintendo, Xbox, Ubisoft, Take-Two, Koch Media. Capcom, Warner Bros. og Konami.
Det betyder at, indtil videre, mangler Sony, Square Enix, EA, Activision Blizzard, SEGA og Bandai Namco, og det forventes at nogle af disse vil holde helt separate shows i samme tidsrum, og ikke være en officiel, etableret del af E3.
Desuden vides det endnu ikke om der kommer til at være E3-pressekonferencer i det digitale rum, og vi afventer fortsat nyt fra de enkelte deltagende udgivere. Vi ved dog at pressen denne gang inviteres indenfor til den traditionelle runde previews, selvom det er digitalt.
"For more than two decades, E3 has been the premier venue to showcase the best that the video game industry has to offer, while uniting the world through games. We are evolving this year's E3 into a more inclusive event, but will still look to excite the fans with major reveals and insider opportunities that make this event the indispensable center stage for video games," siger ESA-præsident Stanley Pierre-Louis.
Indlæser mere indhold