
Der var nok en del, der frygtede, at Minecraft Dungeons ville være en billig cash-in. Men selvom Minecraft-navnet bestemt har hjulpet spillet, så har det nu også vist sig at være en ganske kompetent dungeon crawler med sjov co-op for op til fire spillere (både lokalt og online).
For ikke så længe siden fejrede spillet sin et års fødselsdag, og Mojang har i den forbindelse offentliggjort en række statistikker fra spillet. Det viser sig, at ikke mindre end 11,5 millioner har prøvet spillet - et flot tal, der dog blegner ved siden af Minecrafts over 200 millioner solgte eksemplarer. Men da Minecraft har været ude siden 2011 og i øvrigt er det mest solgte spil i historien, skal Minecraft Dungeons selvfølgelig heller ikke måles hermed.
Minecraft Dungeons fik for et par dage siden en stor udvidelse kaldet Hidden Depths, så spillertallet kommer nok kun til at stige yderligere i fremtiden.
Du kan se flere stats fra spillets første år herunder.