
har skrevet det mange gange før, men det er dog værd at sige igen og igen. De fleste hardware-kategorier, og i særdeleshed USB-baserede accessories, har i en længere årrække ramt et design- og funktionalitetsmæssigt plateau, hvor det som forbrugere er en del sværere at gå decideret galt i byen, men hvor det samtidig er svært for os i medierne er at blive blæst bagover.
Men det skal altså ikke lyde som om at lidt specifikationsmæssige forbedringer, og lidt designfinesse også, ikke også imponerer, for det gør det, og et glimrende eksempel på dette er NZXT's Capsule Elite, en USB-mikrofon der avancerer hvor det betyder noget, samtidig med at den forholder sig lettere specifikt til en i forvejen veletableret skabelon.
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at selvom Capsule Elite ikke ligefrem genopfinder den dybe tallerken her, så er den uhyre tilfredsstillende designet. Det skyldes først og fremmest brugen af materialer. I stedet for irriterende plastik, og det er der allerede en del af, så har NZXT gået lidt mere raffineret til værks her. Selve standeren er kvadratisk og af ret tungt vægtet metal. Selve mikrofonen ser ret lækker ud på en industriel facon, og den accentueres med clickwheels i aluminium og en grill i stål. I forhold til at den koster 820 kroner godt og vel, så ser den meget, meget dyrere ud.
Indvendig finder vi en 25 millimeter condenser kapsul med et integreret popfilterlag mellem selve enhed og førnævnte grill, og den optager i et ret stramt cardioid-mønster. Det betyder at mikrofonen primært er designet til envejskommunikation, men at den så dermed også kan eliminere baggrundsstøj. Før vi når til resten af optagelsesoplevelsen, så lad mig lige sige at Capsule Elite er decideret glimrende til at gøre netop dette. Én ting er kvaliteten af den lyd der bliver optaget, men noget helt andet er hvor klokkeren en optagelse lyder, selv under omstændigheder hvor man kunne forestille sig at støj ville snige sig ind i billedet. Bravo.
Selve optagelsen er 24-bit og med en sample-rate på 192kHz. Den optager i frekvensen 50-20,000Hz, og det alt sammen med et simpelt USB-C til USB-A kabel. Det er slet ikke nødvendigt at installere CAM softwaren, for mikrofonen er plug-and-play fra starten af, og selv hvis du ikke ønsker at lave presets eller lignende, så er optagelseskvaliteten decideret glimrende fra start af - det er virkelig imponerende.
Om det er et simpelt stream, til møder eller sågar til online podcasts, det her er længder bedre end din gængse USB-mikrofon. Det er umiddelbart svært at pege på en enkelt specifikation, for det er nok kvaliteten af enheden, den større sample-rate og 24-bit, men tilsammen er det virkelig lækkert.
Der er lidt irriterende småting, det er klart. Der er en RGB strip bagpå, der slet ikke passer ind i mikrofonens industrielle design, og knapperne foran er ikke lige så tilfredsstillende og taktile som andre dele af enheden, men byggekvalitet, materialevalg, LED-indikatorer, optagelseskvalitet og alt mulig andet spiller sådan her, så er vi nødt til at kvittere med en helhjertet anbefaling.