Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

NZXT Relay

NZXT vil gerne give dig et komplet interaktivt audio-økosystem, og det er de sluppet ret heldigt fra.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

NZXT er bedst kendt for deres PC-hardware, men ønsker også at kunne levere alt hvad du har brug for på lydsiden. Det har de gjort med et totalt kombinationssystem, Relay-serien, der består af komponenter, der interagerer med hinanden. Det betyder i praksis, at der er et headset, en subwoofer og højttalere forbundet til en hovedtelefonstander med integreret DAC og volumenkontrol. Og dette til en samlet pris på under 5000 kroner.

HQ

Når man løfter hovedtelefonen fra standeren, skifter lyden automatisk over til hovedtelefonerne, og når de placeres tilbage, høres et solidt klik. Det lyder måske ligegyldigt, men det er måske den eneste funktion, jeg virkelig har savnet inden for PC-lyd. Især hvis man som denne skribent skifter mellem fest og afdæmpet brug af hovedtelefoner.

NZXT kan ikke beskyldes for at være flamboyant på nogen måde; man kan vælge mellem hvid eller sort. Produktnavnene er også dejligt konservative og hedder så kreative ting som "Subwoofer" og "Højttalere". Tak. Helt uironisk, for jeg er ved at være træt af, at navngivningen er så kreativ, at man ikke aner, hvad tingene er, eller kan huske det bagefter. "Klimax" og "Klimax Solo" er eksempelvis navnene på henholdsvis en pladespiller og en forstærker fra en stor kendt skotsk hifiproducent, der også har navngivet en strømforsyning "Lingo" - super logisk...

NZXT Relay Speakers + Subwoofer

Højttalerne er et ret overraskende produkt; 1.741 kroner køber dig et par aktive højttalere, dog sidder der kun forstærkermodul i den ene, så de skal forbindes med det tilhørende højttalerkabel og nogle særdeles solide højttalerterminaler, der sagtens kunne være at finde på rigtige højttalere. Højttalerne er små, men overraskende vellydende. De har auto-tænd, subwooferudgang og både RCA- og jack-indgang (TRS). Der medfølger en del kabler, og forbundet med subwooferen var jeg ret nervøs for, at der ville opstå elektrisk støj, da kablerne sidder ret tæt og er uskærmet, men nej, det var der ikke noget af. De har en stor gummifod på, der dækker hele undersiden, og der er sågar skruegevind for dem, der vil montere dem på en arm; det giver også mulighed for at bruge dem til f.eks. surround eller andet. Der er dog ikke integreret strømforsyning, den er ekstern, men ganske standardiseret. På trods af prisen er der blevet råd til 3" glasfiber mellemtoner, der tager sig af alt under 1600Hz, og diskanten er helt standard lavet i silke, men er dog en 0.79". Kabinetterne er endda i MDF og ikke bare plastik, som jeg havde forventet, og så er der et lille 80 Watt klasse D forstærkermodul til at håndtere, ja, forstærkningen. Frekvensgangen er opgivet til 70Hz, hvilket må siges at være lidt højt til en 3" mellemtoner, men med højttalerne så tæt på lytteren er det nok meget godt, at de ikke er designet til at spille 130dB. Dette er virkelig gode PC-højttalere fra en ikke-hifi producent, og så til 1.700 kroner. De kan stærkt anbefales; der er velopløst gengivelse, nej, der er ikke voldsom bas, men der er rent faktisk både dynamik og ekstremt klar stemmegengivelse på alt, og voicing-mæssigt hænger det hele glimrende sammen, og så fylder de ikke ret meget. For de økonomibevidste er der endda auto-sluk og auto-tænd funktion indbygget.

Dette er en annonce:

Det bringer os videre til Relay Subwoofer. Subwoofer er måske en lidt voldsom titel; det er en bashøjttaler med en 6.5" mellemtoneenhed i papirmasse, 140 Watt klasse D modul, og et kabinet i MDF, og det er naturligvis et basreflekskabinet for at få mest muligt ud af den begrænsede plads. Jeg kan godt lide, at den har sin egen volumen- og faseindstilling, men der er ingen måder at indstille delefrekvensen præcist på. Jeg ved, at den starter på 50Hz og slutter på 150Hz, men der er ingen former for indikation på knappen, der kan give et praj om, hvor man er. Derudover er der ingen måde at dele aktivt op til de små højttalere. Det giver naturligvis mest mening for mange at dele ved 70Hz, hvor højttalerne stopper, men for at skåne dem havde 100Hz eller måske 120Hz nok været bedre, men uden nogen form for aktivt delefilter imellem de to, ja, så er der ikke så mange muligheder. Den giver absolut et basmæssigt løft til lyden, den lille enhed er hurtig og præcis, monteret i et kabinet, der er petit og kompakt nok til at passe under de fleste borde. Jeg synes dog, at prisen på 1.821 kroner er lidt høj, særligt med manglende aktiv deling og den ringe mulighed for at indstille. Til den pris kan man få en "rigtig" 10" subwoofer til hifibrug, der alt andet lige kan flytte væsentligt mere luft.

Hovedtelefonerne hedder Headset, og de er både hi-res certificerede og ret billige, når man tænker på, at det er 40mm Neodymium-enheder. Jeg fandt dem til 505 kroner - og de er alle pengene værd. Jeg ville ønske, at NZXT også havde lavet dem i en trådløs udgave, men det her er pt. de absolut bedste kablede hovedtelefoner i 500 kroners-klassen. De understøtter endda DTS Headphone X, og det man har "ofret" er, at de ikke spiller den absolut dybeste bas, det er filtreret fra, men det gør så, at resten af gengivelsen er overraskende ren, detaljeret og ikke mindst nuanceret uden for mange unoder - det er præcis sådan, jeg mener, at prisvenlige hovedtelefoner skal laves - bravo. Jeg mener dog, at kunne huske, at jeg engang måtte brokke mig over en DTS:X licens, for sådan en skal man vist købe separat til PC for at kunne bruge det. Mikrofonen kan naturligvis tages af og har indbygget popfilter, den kunne måske bruge den sidste åbenhed, men til 500 kroner er den ganske fornuftig. De sidder godt på hovedet, er lette, og har memory foam.

NZXT Relay Speakers + Subwoofer

Den sidste komponent er hjernen i det hele, SwitchMix er en hovedtelefonstander med taktilfunktion og DAC med volumenkontrol. Den fungerer for sig selv, men systemet er lavet til, med fin kabelføring, at blive monteret i bunden af standeren. Af en eller anden grund kan man dog ikke få den i stor størrelse, ligesom med subwooferen. Volumenkontrollen er en stor drejeknap oven på DAC'en med tilhørende små dioder, et gennemprøvet men også utroligt brugbart system, hvor der er en fader/slider knap til at skifte niveau imellem chat og in-game lyd. Det er et meget taktilt klik, det giver, når hovedtelefonerne løftes eller lægges på standeren, det er godt tænkt, og det virker. Alt er lavet med pæne kabelkanaler, og DAC'en har også indbygget forstærker til de kablede hovedtelefoner. Men jeg er faktisk jævnt utilfreds med, at jeg ikke kan få at vide, hvad der forstærker. Jeg kan heller ikke få at vide, hvad DAC-kredsløb der bruges, andet end at det er 24 bit og understøtter DTS 7.1 lyd. Et signal/støjforhold på kun 90dB afslører dog, at det nok ikke er nyeste model fra øverste hylde. Det fungerer fint, og lydkvaliteten er fornuftig til de 940 kroner, det koster, men jeg er forbløffende meget irriteret over ikke at kunne finde ud af, hvad indmad der faktisk sidder i, og så kunne jeg godt bruge noget mere power i forstærkningen, jeg vil gerne kunne spille højere end sættet tillader mig.
Det hele er bundet sammen med NZXTs CAM-software, som jeg længe har haft et lidt anstrengt forhold til, fordi den fylder ret meget på computeren, men den kan også rigtigt meget, og er reelt en software total-løsning, hvis alt hvad man har af audio og blæsere er fra NZXT, og så er der alle de indstillinger, man kan drømme om.

Dette er en annonce:

5000 kroner kan måske lyde af meget, men der er både rigtige højttalere, som du også vil kunne bruge i stuen, subwoofer, hovedtelefon, DAC, hovedtelefonforstærker og en stander. Jeg ville godt have haft lige den sidste finpudsning, og så muligheden for at tilvælge en trådløs hovedtelefon i stedet for at være tvunget til kabel, men det er meget godt i tråd med, at NZXTs mus og tastaturer også kun findes kablet - dem bør du i øvrigt prøve, de er i forbavsende god kvalitet.

Så vi ender på et 9-tal, men kan man holde prisen nogenlunde i samme niveau og lave de småforbedringer, som jeg i hvert fald savner, så kan NZXT potentiel dominere markedet for PC-lyd, for det her er godt nok et skræmmende solidt og kompetent førstebud på en lyd-totalløsning.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

5
NZXT Relay

NZXT Relay

HARDWARE-TEKST. Skrevet af Kim Olsen

NZXT vil gerne give dig et komplet interaktivt audio-økosystem, og det er de sluppet ret heldigt fra.



Indlæser mere indhold