Vi advarer lige om spoilers her
Obi-Wan er en serie på bare seks afsnit, og selvom at showrummer Deborah Chow har vist tegn på at være mere åben for en anden sæson end tidligere, så tror jeg ikke du skal direkte regne med det.
Derfor tænkte jeg at vi lige så godt kan følge serien hver eneste uge, og levere lidt løse tanker om hvert eneste afsnit, for netop tredje afsnit fremstår samlet set en hel del mere fokuseret, og der er da også, heldigvis, sket en forbedring i forhold til koordinering og eksekvering af kampscenerne.
Hvis du allered har set det tredje afsnit, så ved du at Obi-Wan og Leia nu er landet på Mapuzo, en minekoloni, og det bliver straks værre at skulle derfra igen nu hvor Imperiet har fået færten af hans tilstedevær. Faktisk efterlader afsnittet os et ret mørkt sted med Leia i hænderne på Reva, Obi-Wan såret efter en glubsk duel med Lord Vader og en celle af det spirende oprør ødelagt.

Ja, selvom at Chow overdrev, da hun sagde at Logan var en primær inspirationskilde, så er det ikke svært at se at Obi-Wan Kenobi ønsker at lægge ekstra tryk på den håbløshed der tydeligvis har svøbt galaksen efter Imperiets tiltrædelse. Det hele er mørkt og beskidt, og der er ikke rigtig nogle af de gode der som sådan "vinder" nogle individuelle opgør i løbet af det tredje afsnit.
Og det fungerer ret godt det hele. McGregor er igen decideret glimrende, og vi får da også mere tid i hans selskab, og ligeledes formår Vivien Lyra Blair som Leia at levere en solid præstation. Desuden er det nu fantastisk at se James Earl Jones tilbage som Darth Vaders stemme, som dog efterlader os et lidt mærkeligt sted i forhold til selve positioneringen af opgøret mellem McGregor og Hayden Christensen. Jeg går ud fra at Vader skal exitte sin dragt på et tidspunkt, ellers vil det ikke rigtig føles som et reelt møde mellem netop de to karakterer.
Når det så er sagt, så er Reva stadig problemet. Jeg kan forstå på det hele at skuespillerinde Moses Ingram har modtaget noget så direkte som dødstrusler og racistiske tilråb online, og det er forkasteligt, forfærdeligt, you name it. Samtidig må jeg tilslutte mig dem der er mildest talt frustreret over hendes tilgang til rollen. Den er både underspillet, og overspillet, og der er vitterligt ikke en eneste linje hun leverer der ikke oser af apati, som om den er læst op. Medmindre der sker noget ret drastisk er Reva seriens uden tvivl svageste facet, og det er ærgerligt for at sige det mildt, når nu eksempelvis Rupert Friends Grand Inquisitor virkede så meget mere interessant.

Men ellers sidder alt som det skal. Lyssætningen de sidste 10 minutter er decideret glimrende, og takket være lidt mere præcis koreografering er duellen mellem Vader og Obi-Wan tung og tilfredsstillende.
Dog her et spørgsmål til læserne; <em>foretrækker I de mere akrobatiske dueller fra prequel-filmene, eller de mere overvejede Kurosawa-agtige bevægelser fra de originale film? Indtil videre falder denne i sidstnævnte, og måske savner jeg i længden lidt mere... ja, ekspressiv bevægelse.
Obi-Wan Kenobi leverer her sit mørkeste afsnit til dato, og det bliver spændende at se hvad den gøre med sine resterende tre.