Okay du kan godt glæde dig til Warhammer 40,000: Space Marine II

I skrivende stund er der lidt over en måned til udgivelsen af Warhammer 40,000: Space Marine II, og på dette tidspunkt har vi set meget af spillet. Blodige trailere, afsløringer af multiplayer, det er alt sammen meget spændende, men bortset fra en kort session på Gamescom sidste år havde vi ikke rigtig formået at sætte tænderne i Saber Interactives viscerale actionoplevelse. Det vil sige, indtil nu.

En Space Marine er en vanskelig ting at indkapsle. De er supersoldater, ja, men i modsætning til dine spartanere i Halo eller Doom Guy har Space Marines en utrolig høj standard inden for deres univers. De er praktisk talt halvguder sammenlignet med størstedelen af Warhammer 40.000's menneskelige befolkning. De er mægtigere, større og næsten tidløse, og deres tilstedeværelse er noget, der er blevet normaliseret i nogle medier og guddommeliggjort i andre. I Warhammer 40,000: Space Marine II har Saber Interactive formået at ramme konceptet Space Marine helt præcist.

Når du spankulerer gennem en af de sjældne kejserlige tilholdssteder i en bane, vil medlemmer af den kejserlige garde falde på knæ ved synet af dig, straks bøje sig for dig som deres herre og få et boost af moral, når de ved, at du er kommet for at kæmpe ved deres side. Det viser en stor forståelse for, hvordan dette univers behandler de sjældne supersoldater, som Space Marines er, og alligevel betyder det ikke, at du er ustoppelig på slagmarken.

Den anbefalede sværhedsgrad for Warhammer 40.000: Space Marine II er "Hard", hvilket vi valgte, da vi spillede det, og det viste sig at være en udfordrende, men værdifuld oplevelse. Du er ikke udødelig, ikke engang tæt på, og hvis du kaster dig hovedkulds ind i en flok kaoskrigere eller en sværm af tyranider, bliver du slået omkuld, men du kan være sikker på, at du efterlader et indtryk, før du rammer gulvet. Warhammer 40.000: Space Marine II's gameplay ligner det første spil. Blandingen af tredjepersonsskydning efterfulgt af uundgåelig nærkamp, når du bliver overfaldet af dusinvis af fjender, vil føles velkendt for alle, der har spillet Space Marine, og du har igen skjolde, der beskytter dit dyrebare helbred mod at blive beskadiget. Disse kerneprincipper forbliver de samme, og alligevel har Saber lavet nogle tilføjelser til gameplayet, som føles revolutionerende for det overordnede flow.

For det første kan du nu ikke blive skadet under en 1-til-1 execution, hvilket kommer til at redde dig et utal af gange, da du i det første spil, hvis du fik den forkerte henrettelsesanimation, bare ville blive hakket ihjel af de andre orker, der ikke var villige til at vente på, at det blev deres tur. I efterfølgeren følger henrettelser enten efter, at man lige har gjort nok skade på en stor fjende, eller efter en parering. Ja, der er et pareringssystem i Space Marine II, og det giver dig mulighed for at lynhurtigt knuse mindre fjender, når de kaster sig over dig, og blokere tungere angreb fra de større væsner du står over for. Det er ikke alle angreb, der kan blokeres, så du skal holde øje, men at du ikke bare spammer dodge eller attack er en god måde at få Sabers efterfølger til at føles som en mere reflekterende mands gorefest, selv om den stadig i høj grad er afhængig af, at du bare læner dig tilbage, mens din plasmablaster sender dæmon efter dæmon tilbage til The Warp.

Med et så stærkt fokus på nærkamp kunne man blive bange for, at gunplay tager et skridt tilbage i dette spil, men heldigvis har Saber Interactive igen trimmet fedtet fra det første spil og fokuseret på at levere skyderier, der føles virkningsfulde uden at være anmassende eller tage fokus fra nærkampen, hvor du helt sikkert vil finde det sjovest at drukne dig selv i dine fjenders blod. I modsætning til i det første spil, hvor du har plads til fire våben, har du kun et primært og et sekundært våben i Space Marine II, med et enkelt større tredje våben, som du kan samle op på en mission. Det betyder måske, at du ikke kan udfylde alle mulige behov i dit loadout, som f.eks. at have en sniper til at fjerne irriterende fjender, der skyder langt væk, og en tung bolter til at kværne sig gennem de mange tyranider, der kaster sig over dig, men det er her, Space Marine II's fokus på co-op kommer ind i billedet. Du og dine to holdkammerater skal dække hinandens svagheder, og selv om AI'en er ret hjælpsom i både kampagne og co-op, er de ikke nær så stærke som at have to rigtige spillere ved din side.

Gameplayet er slagkraftigt og utroligt sjovt at spille, til dels takket være lyddesignet, der forkæler ørerne med tordnende bolterild, larmende brøl, når et kædesværd svinger sig gennem luften, og kvalmende smæld, når du jager en tyranids klo gennem toppen af dens hoved og splintrer dens panser ud over hele gulvet. Selv dunkene fra dine massive støvler, der rammer gulvet, har en sådan tyngde, at oplevelsen bliver meget mere levende. For dem, der ønsker at legemliggøre ånden fra en af kejserens bedste, er der ikke noget, der kommer tættere på. Men Space Marine II handler ikke kun om, at du skal spille som en Space Marine. Der er også en historie her, som i bund og grund kører på to parallelle linjer. I co-op-kampagnen hjælper du Titus, og under den gameplay-sekvens, vi spillede, reddede co-op-holdet faktisk den ledende dreng fra at blive dræbt af tusind tyranider efter at have dræbt en såret Hive Tyrant, hvilket i sig selv var en meget sjov og overraskende detaljeret bosskamp.

Space Marine II præsenterer bosser af en helt anden kvalitet. I vores tid med spillet kæmpede vi mod en Chaos Sorcerer og en Hive Tyrant, som begge viste sig at være meget dødbringende med unikke angrebsmønstre og kombinationer, der er designet til at få dig ind i en mere rytmisk dødsdans end den sædvanlige kødkværn i den hordebaserede kamp. De er ikke overdrevent svære bosser, og de er heller ikke designet til at sprænge alle rammer, men deres tilføjelse går bestemt ikke ubemærket hen, og vi kan ikke vente med at kaste os ud i flere af disse filmiske kampe.

Det er svært at komme med en tidlig vurdering af historien ud fra det, vi har spillet indtil videre. Der er stadig masser af intriger i, hvad der skete med Titus mellem det første og det andet spil, især efter nogle afsløringer i det afsnit, vi spillede, men da missionen mest handlede om at vise gameplay, var der ikke meget at dykke ned i. Clive Standen gør et godt stykke arbejde med at erstatte Mark Strong som Titus, og vi er interesserede i at vide mere om de andre marinesoldater i trioen, Gadriel og Chairon. Det er svært at skabe en engagerende karakter ud af en Space Marine, da de er designet som magtfantasier mere end de er skabt som mennesker, men forhåbentlig kan Saber klare det. Det føles som den vigtigste brik, der mangler i puslespillet for virkelig at bringe Space Marine II op fra et spil, som enhver Warhammer-fan bør spille, og ind i rækken af top-actiontitler.

Der var også et par fejl, som vi stødte på under vores gennemspilning, og her taler vi ikke om tyranider. Nogle fjender stod stille midt i udførelsesanimationer, og der var også et par andre visuelle fejl. Små ting, der ikke forringede det, der fortsat er en af vores mest ventede titler i resten af året, men bemærkelsesværdige indslag for alle, der er på nippet til at forudbestille. Ellers er det bare med at komme i gang til september med resten af denne oplevelse, der får mig til at ønske, at jeg også var en tre meter høj supersoldat, der lever i et univers, hvor alting er noget lort hele tiden.