Da jeg fik job i en nørdebutik i Oslo, var der en stor sektion med manga-bøger, som jeg ofte stod og kiggede interesseret i. Gennem årene købte jeg utallige bind af blandt andet Attack on Titan, Fullmetal Alchemist, Fairy Tail og så One Piece. Jeg har således fulgt Monkey D. Luffy i tegnet form i mange år, og selvom jeg ikke har læst samtlige af de over 100 manga-bind - eller set en brøkdel af de mere end 1100 anime-afsnit - har jeg alligevel fulgt Luffy, Zoro, Usopp, Sanji og Nami, der udgør Straw Hat-piraterne, på adskillige underholdende eventyr. Det er nu godt to og et halvt år siden, vi fik lov at stifte bekendtskab med dem i live-action-format på Netflix, og vores anmeldelse af første sæson kan du læse her.
Nu er hele holdet altså tilbage. Rejsen fra East Blue-havet til det berygtede Grand Line startede ganske vist allerede i første sæson - men der var samtidig rigtig mange introduktioner og lignende, der skulle overstås der. Så da sæson to brager i gang, kan man sige, at rejsen både begynder for alvor, men fremfor alt for alvor tager fart. Belejligt nok gør Monkey og holdet et tidligt første stop i Loguetown for at forberede sig seriøst på den kommende, farlige færd, der skal føre dem op ad Reverse Mountain og derefter endelig til Grand Line, hvor sæson 2 udspiller sig. Det bliver hurtigt tydeligt, at anden sæson skruer både tempo og produktionsniveau et par hak op - og det er en rigtig underholdende rejse at være med på.
Set design her er fortsat fantastisk.
Min første tanke om det hele er, at det er lidt som at opleve et japansk rollespil. En slags roadtrip... undskyld, boattrip - hvor vi følger dette særegne hold på en rejse fra den ene ø til den anden. Alle stop indebærer naturligvis eventyr og farer af forskellig art. Farer, der lurer på de steder, de ankommer til, og da de er pirater, er de selvfølgelig også efterlyste - til den karismatiske, excentriske og naive piratkaptajn Luffys enorme begejstring. Tempoet er højt, og selvom formlen i sig selv er ret forudsigelig i forhold til, hvordan afsnittene følger efter hinanden, er jeg efter de to første afsnit helt solgt. Første halvdel af denne sæson er utroligt charmerende og underholdende på alle måder, og trods lidt for repetitive actionsekvenser og en lignende opbygning af rejsens forløb, mister den aldrig hverken hjerte eller tempo.
Det begynder dog at vakle lidt på sæsonens anden halvdel - som om det berømte problem med, at man burde have trimmet afsnittenes længde en smule, gør sig påmindet lidt for ofte. Samtidig er der jo utrolig mange historier og karakterer, der skal præsenteres og gives plads, og det bliver ikke altid en helt perfekt balance. Lidt for mange lignende hændelser stables oven på hinanden, og uanset hvor sjovt det er at se Luffy svinge med sine gummiarme eller Zoro være dygtig med sit sværd, bliver det til lidt for meget gentagelse.
Heldigvis har One Piece et enormt galleri af farverige karakterer at trække på. Ingen frisure, påklædning eller makeup er for skør til at passe ind. Jo, der er lidt cosplay-advarsel over det indimellem, men man køber det, når alt andet er så vanvittigt designet. Telefoner er enorme snegle, og en af de nye hovedpersoner går konstant rundt med to cigarer i mundvigen, mens resten af dem sidder i lommerne på hans jakke. Vi støder på kæmper og talende dyr, og både helte og skurke råber navnet på deres specialangreb, før de udfører dem... Ja, I forstår forhåbentlig pointen. One Piece er fantasy på alle tænkelige magiske måder, og man må forsøge at koble tankerne fra om, at noget ser det mindste fjollet ud. For det er det, og det skal det være, og jeg bliver revet med af alt det vanvid, der sker. One Piece er en lykkepille i forhold til så meget, lige fra det herlige visuelle til karaktererne, designet af miljøerne og det vigtigste af alt; det fungerer rigtig godt.
Det er et solidt cast, ligesom sidst.
Allerede i første sæson var de fleste, inklusive mig selv, tilfredse med, hvordan det så ud, og hvor underholdende det faktisk var. Jeg synes ofte, det fungerer endnu bedre i sæson to. På mange måder tror jeg, det her er så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre at oversætte det hele fra tegnet form til "virkelighed". Selvfølgelig skal der foretages ændringer, og hændelser må slettes, men det mærkes tydeligt, at der findes et fantastisk forlæg at plukke godbidder fra, og at det har handlet om at få det hele til at fungere i dette format. Hvilket det for det meste gør, med få undtagelser angående tempoet og at visse karakterer har tendens til at forsvinde i længere tid - som om man ikke helt ved, hvad man skal stille op med dem allesammen.
Som helhed er det dog meget legesygt, charmerende og afslutningsvis, efter at have set anden sæsons otte afsnit (som alle er cirka en time lange) i løbet af et døgn, føles det virkelig, som om jeg har fået lov at opleve og være med på et helt utroligt storslået eventyr. Da rulleteksterne kørte over skærmen på det sidste afsnit, var der fremfor alt én ting, jeg var meget glad for: at serien er fornyet til en tredje sæson. Ganske vist bliver ventetiden lang, men jeg er allerede nu begyndt at længes efter fortsatte eventyr på havene.