Det er ikke unormalt for større tech-virksomheder at udgive såkaldte "incremental updates", altså nye produkter som byder på en række mindre, og i visse tilfælde relativt insignifikante, opdateringer og forbedringer. Ideen her er ikke at man, seks måneder efter, erstatter det eksisterende produkt, men at man løbende skaber et line-up af forskellige enheder, der hver især er konstrueret omkring samme generelle designprincipper, men hvor du, alt efter dit budget, kan kravle op af prisstigen, og få adgang til bedre hardware.
Og hvorfor indleder vi således? Det er netop denne tendens der slog os, da vi pakkede den nye OnePlus 7T Pro McClaren Edition ud. Vi anmeldte nemlig OnePlus 7 Pro tidligere på året, og umiddelbart kan det være svært at se ved første øjekast, hvad det egentlig er der gør denne til en "T"-model.

Det placerer os i en lidt bizar situation, for ejer man allerede en OnePlus 7 eller en OnePlus 7 Pro, så kan det være svært overhovedet at få øje på én eneste grund til at opgradere. Men har man dog haft øjnene på en nyere OnePlus-telefon det sidste års tid, så kan vi stadig kun varmt anbefale at man køber sig bare én af modellerne fra denne syvende generation af telefoner fra den taiwanesiske fabrikant.
Så hvad er egentlig nyt her? Vi får en Snapdragon 855+ denne gang, som giver et mindre performance boost, McClaren Edition tilbyder specifikt 12GB RAM i stedet for 7T'erens 8GB. Ligesom den almindelige 7T er batteriet nu 4085mAh i stedet for 4000, som vist ikke kan siges at være nogen signifikant opgradering, der er dog hurtigere Fast Charging i form af WarpCharge 30T og til sidst er der en ekstra makromotor i den ene kamerasensor, der giver højere detaljegrad i SuperMacro-tilstand, altså meget nær zoom. Og det er sådan set det.
OnePlus 7T Pro McClaren Edition tilbyder altså samme 90Hz-skærm, samme Oxygen OS, samme kameraopsætning, samme højtalere og samme brugeroplevelse. Det er, på mange måder, samme telefon. Og derfor ville vi let kunne linke dig til vores originale anmeldelse her, og så bevæge os videre i programmet.

Men selvom antallet af egentlige opgraderinger og forbedringer må siges at være "inkrementel", så skal det ikke distrahere fra at OnePlus 7-familien er et line-up af fantastiske telefoner, og stort set dem alle må stadig siges at være blandt vores absolutte favoritter her på redaktionen. Og som vi skrev i starten så kunne man meget vel betragte dette line-up som værende en umiddelbar succes, da de netop tilbyder en slags prisstige, og som må resten være op til forbrugeren.
Men her skal vi lige træde blidt på bremsen. For hvorimod en producent som Samsung eksempelvis giver os en S10e, en S10 og en S10+, så er det umiddelbart lidt svært at se sammenhængen i OnePlus' lanceringsstrategi. Kan du huske de der 12GB RAM? Godt nok er det en del mere end de 8GB RAM den almindelige 7T tilbyder, men det er samme antal som OnePlus 7 Pro fra tidligere på året, som lige nu koster noget der ligner 1000 kroner mindre, alt efter hvilke aftaler man kan finde på markedet. Og der ryger 7T Pro McClaren Editions primære eksistensgrundlag.
Når nej, der er naturligvis også det distinkte design, og ganske rigtigt ser McClaren Edition igen meget anderledes ud sammenlignet med det ellers ret midnatsblålige tema OnePlus ellers har kørt med. Problemet er bare, at hvorimod den forrige OnePlus 6T McClaren Edition benyttede helt subtil kulfiber på bagsiden, samt en lettere orange gløde langs kanten, så er denne nye udgave ikke helt lige så stilren. Hvad de har forsøgt her er at danne et tættere forhold imellem McClarens biler og denne telefon, og det betyder at bagsiden er dækket til i hvad der kun kan beskrives som en cyberpunk-inspirerede træårer, der sidder rundt omkring kameramodulet. Det er hverken anonymt, heller ej er det synderligt pænt.
Vi har tidligere rost OnePlus for deres relativt rene designformsprog, men helt samme kompliment kan vi ikke give denne, for selvom den stadig er helt tynd, har et gudesmukt display og præsterer som få andre enheder på markedet, så ryger meget af det tiltalende ved netop McClaren Edition, fordi simpelthen ikke er lige så pæn som hverken 7T eller 7 Pro (der godt nok stort set er identiske).

Igen - det ville være svært for os at give OnePlus 7T Pro McClaren Edition en direkte dårlig anmeldelse. Det er, når alt kommer til alt, trods alt en uhyre velsammensat telefon, og skulle man som ny forbruger snuble over denne, så vil den give dig alt du leder efter i en solid smartphone. Faktisk er det lettere at anbefale den end så mange andre konkurrenter på markedet. Men hvad vi dog kan trække fra i det samlede regnskab er at der simpelthen ikke er nok innovationer til at kunne kalde det en "T"-model, der fortsat mangler trådløs opladning, et bedre kamera, 5G-kompatibilitet eller bare nogen signifikante features, der bare skriger "køb mig!". Tvært imod synes vi faktisk at McClaren Edition denne gang er grimmere end de andre telefoner i samme line-up.
Så herunder vil du finde et 7-tal, som føles som den gyldne mellemvej her. Vi elsker OnePlus' telefoner. Men der er simpelthen ikke rigtig nogen grund til at købe netop den her.