OnePlus besluttede af en eller anden grund tidligere i år, at de ville lave et tastatur med OnePlus-tema. Vi snakker sådan for alvor, den røde farve, og så noget stilet. Det har resulteret i Keyboard 81 Pro, der kommer i enten Summer Breeze versionen, vi har, liniære kontakter og taster, der er "marble mallow" - altså mamorlignende. Der findes også en Winter Bonfire udgave, hvor der er byttet rundt på de grå nuancer tasterne har, og det er PBT-taster samt en taktil kontakt, der bruges. Den gennemsigtige plast, der skal ligne glas, er der ligeledes ikke ændret på.
Her kunne det være gået rigtig galt. Her kunne man have lavet en Tommy Hilfiger. For dem der ikke ved, hvad det er, så kan man i blandt andet USA købe Tommy Hilfiger-branded gamingudstyr. Det er dyrt og helt ufatteligt ringe, lavet i det arveste kinaplast, og med så lidt gaming-relevans, at det burde være ulovligt. Det er rebranded affald, når det er værst.
I modsætning hertil har OnePlus tilsyneladende ansat nogle mennesker, der har noget mere omløb i hovedet og ikke mindst ved noget om gaming, for det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det er KeyChron, de har samarbejdet med. Umiddelbart er det baseret på deres Q1 Pro i "Shell White". Det er ret gennemført, den røde kontrastfarve er ægte OnePlus-rød, selv kablet matcher.
Der er i øvrigt en stabiliseringsbøjle bagtil i metal, ikke bare malet plast, og det gør en verden til forskel, når det kommer til kvalitetsfornemmelsen. Af en eller anden grund bruges den på en del pressefotos til at holde tasturet oprejst horisontalt - det har jeg lidt svært ved at se meningen med, og det er ikke en brug af tastatur, jeg nogensinde har set i den virkelige verden.
Keyboardet er trådløst, men det er "Keychron trådløst" - af en eller anden årsag insisterer de på, at Bluetooth er rigelig fint, men som alle hardcore gamere ved, så er der langt fra Bluetooth til dedikeret 1ms radiobølgedongler. Faktisk så meget, at polling-raten går fra 1000Hz til 90Hz.
Selve rammen er fræset i aluminium, og der bruges en typisk Keychron-konfiguration med dobbelt silikonepakning. Tasternes overflade er ret specielle at røre ved, og kombineret med de linære kontakter, men der er ikke nogen former for håndledsstøtte, hvilket der godt kunne have været til denne pris, bare en af deres billige i træ.
Inde i er der en ARM Cortex M4 chip, der er fuld understøttelse af VIA, altså total kontrol over, hvad hver eneste knap kan - uden begrænsninger, eftersom det hele er bygget op omkring QMK open source firmware.
I lighed med andre tastaturer herfra er kontakterne og taster direkte udskiftlige og er kompatible med stort set alle 3- og 5 pins kontakter på markedet. Der skrives, at de er "samskabt" med brugerne, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt, da keyboardet først kom til offentlighedens kendskab et par måneder, før det var i butikkerne, men jeg kan sagtens have overset noget i den forbindelse. Det er med længder et af de lækreste keyboards, jeg har set i lang tid.
Prisen er voldsom, 1900 kroner for Winter Bonfire-udgaven, eller 2.100 kroner for denne Summer Breeze-udgave. Det virker ekstremt, men det er samme prisniveau som et Keychron Q1 Pro. Og det er da også et super lækkert tastatur, men fraværet af en eller anden form for 1ms trådløs protokol gør også, at man skal være helt afklaret med, at skal det bruges til gaming, så bliver det kablet.
Sagt på en anden måde, det her er Keychron, når det er bedst, ultra samlekvalitet, meget premium, og så må man jo selv afgøre, om man vil have det med røde accenter eller som Keychrons originale. Men hvis det her er niveauet af OnePlus' eventyr ud i andet hardware end mobiltelefoner, så skal de bare blive ved.