CE'et i navnet står måske officielt for Core Edition, men reelt er det Community Edition. På trods af at man på ingen måde længere er en nystartet og nytilkommen virksomhed, så har OnePlus et velfortjent ry for at være lidt bedre end de andre til at lytte til forbrugerne, og da de jo skal købe produktet, er det nok meget sundt.
Når man skal teste mid-range og entry-level telefoner, så er det altid med en vis skepsis. Det grunder i mit tilfælde i flere oplevelser med skuffende præstationer og sløve telefoner. Allerede her er der brugt et snedigt journalistisk trick, der indikerer - spoiler alert - at det ikke er tilfældet med CE 5G.
Det er ingen hemmelighed, at jeg var ret vild med den oprindelige Nord, og bortset fra en lidt mere ren hvid farvegengivelse, så føler jeg ikke at man går voldsomt meget på kompromis, selvom det hele er skaleret lidt ned. Tværtimod gør 6.43" størrelsen og valgfri mulighed for et-håndsoptimering, at det her er en rigtig fornuftig løsning både fysisk og økonomisk.
Telefonen vejer 179 gram + cover, nok til at den ikke føles alt for billig, men heller ikke så meget at den føles tung. Den er 7,9mm tyk og kommer i sølv, sort og blå; det testede eksemplar var i sidstnævnte farve.
På trods af at den er billig, så hører der stadig et gennemsigtigt cover med i æsken - tak for det, jeg er meget insisterende på, at det altså skal være med til en moderne telefon, uanset prisklasse. Der er også fingertryksaflæser indbygget i skærmen; den er optisk, og det fungerer fint.

Interfacet er som altid OxygenOS, denne gang i version 11. Det er enkelt, funktionelt og virkeligt pænt, men er stadig krydret med små lækre grafiske detaljer. Det føles aldrig som bloatware, og altid som noget ekstra.
Batteriet er overraskende stort, 4500 mAh, og lader fra 0-70% på under 30 minutter som lovet, både med OnePlus Warp Charter 30T, såvel som andre ekstremt voldsomme opladere fra andre producenter.
Indmaden består af en Snapdragon 750G CPU med en Adreno 619 GPU, og der er naturligvis G5 understøttelse, som navnet antyder. Den interne hukommelse bruger UFS 2.1 i stedet for 3.1 som i mange topmodeller, og du mærker som almindelig bruger lige præcis nul forskel.
Dens kamera er et 64MP triple front kamera, det er Sonys IMX471 sensor, der bliver benyttet på front/selfie kameraet. Der står intet om, hvilken sensor der bruges på hovedkameraet på bagsiden. Det er ikke ultra high-end, men det går faktisk helt ok. Der er ultra-wide 8MP og 2MP mono, der mest hjælper med dybden. Jeg har blandede følelser omkring dens natbillede-egenskaber. Tingene står klart og særdeles farverigt. Det er langt bedre, end hvad jeg havde turde håbe på, særligt hvis man formår at få bare en smule lys ind i sensoren. Men mørke farver, og især sort, fremstår med betydelig billedstøj, jo mindre lys der er.
Så, mere billedstøj end forventet, men bedre dybdeskarphed og farver i natbillederne. Alt i alt er det rigtigt fint for prisklassen, men altså ikke noget, hvor de dyre flagskibsmodeller skal føle sig truet på nogen måde. Jeg ville dog ønske, at standardindstillingerne var lidt nemmere at navigere rundt i, så man aldrig er i tvivl om, hvilket kamera man bruger. Det er man reelt heller ikke, men har man ikke læst telefonens beskrivelse nøje, kan man hurtigt optage med 8MP ultra wide og ikke 64MP hovedkameraet. Auto-fokus er til gengæld virkelig god.
Videomæssigt kan man køre 4K 30fps eller op til 60fps i 1080p-, superslowmotion kører op til 120fps i 1080p.
Skærmen er en 90hz Fluid AMOLED skærm i 180x2400 med 410 pi. Det hvide gerne brænde endnu mere igennem, men ellers er det en fin skærm, og selv i fuldt sollys fremstår den klar og tydelig. I den her prisklasse kan man ikke brokke sig over hverken farve, sortniveau eller skarphed for det er alt sammen ganske udmærket, og selvom at det tager mere batteri, vil jeg anbefale at man altid kører 90Hz.

Benchmarking siger 336 i Wild Life Extreme, 633 i single core med GeekBench 5, og 1808 i multicore.
Temperaturmæssigt ligger vi omkring 37-38 grader ved normalt brug. Ved moderat pres kom den op på 40 grader, og ved syntetisk belastning 41 grader. Slet ikke dårligt.
Bluetooth delen er 5.1 med AptX HD, og der er naturligvis Wifi, men ikke Wifi 6 - det er sparet væk, og der er kun understøttelse af Wifi 5 aka 802.11ac.
Af en eller anden grund kan man i Danmark pt. ikke få den billigste udgave (den er nok ikke kommet på lager endnu) til 2499,- for 6 GB RAM + 128 GB lagerplads, men enten 8+128 til 2699 eller den testede udgave med 12+256 til 3.199,-. 8 GB Ram og 128 GB lagerplads burde være nok for de fleste i min verden, og prisen kan man altså ikke klage over. Godt nok har man lige sat Nord N10 5G modellen ned, men jeg mener stadig, at Nord CE 5G er en på alle måde væsentligt bedre telefon, der nemt er de ekstra penge værd.
Min eneste reelle kritik er højttaleren. Den til opkald er fin og kan gengive lyden relativt højt, men der er kun en telefonhøjttaler i bunden, og den virker, men er bestemt ikke noget at råbe hurra for med sit fravær af bas og nedre mellemtone. Jeg gider reelt set ikke at trække ned for det, for det opvejes af 3.5mm jackstik, og skal man spare noget væk, så er det helt ok med mig, at det bliver stereohøjttalere.
Herudover er der ikke trådløs opladning, men det ville sikkert have kostet både vægt, tykkelse og ikke mindst merpris, så skal der spares, så giver det også her god mening.
Så hvad du ikke får er topklassekamera, trådløsopladning og Wifi 6. Til gengæld får du 5G, virkeligt god batterilevetid, god skærm, en flydende oplevelse, enhåndsbetjening og et kamera, der fungerer godt, så længe der er bare en smule lys - alt sammen for en meget lav pris. Og kender vi OnePlus ret, så vil der rent faktisk være løbende opdateringer i mindst to år.
