Ouya

Historien begynder i tolden. Ouya er en spillekonsol hvis tilblivelse blev finansieret via Kickstarter. Det er knap et år siden kampagnen blev skudt i gang. Grundlæggeren Julie Uhrmann bad om en million dollars til at lave en konsol baseret på Android-systemet. Ideen var at lave en åben platform til indie-spil, man let kunne spille fra sofaen, med alle de bekvemmeligheder en stationær konsol bringer med sig.

Ideen blev taget godt imod, og kampagnen hev hele $8,5 millioner hjem. Størstedelen af støtterne bidrog med et beløb, der også sikrede dem et eksemplar af konsollen, som blev tilbudt for $99. Og mit eksemplar ankom som lovet inden den officielle lancering - om end kun knap en uge før. Eftersom enhederne bliver sendt fra Hong Kong, havner de fleste af dem i tolden.

I tolden besvarede tolddamen også sit eget spørgsmål, "Hvad har De bestilt?", efter at have set mine papirer med et "Ah, den dims". Hendes kolleger fik besked, og under nøje opsyn fra toldvæsenet fik jeg lov at åbne pakken. Og selv her i et kedeligt toldlokale oplevede jeg den glædelige "unboxing"-følelse, der altid minder om jul. Efter at "en spillekonsol blev fundet", som det står i mine papirer, kunne jeg betale importtolden på €22,50 og tage den nye dims med mig hjem.

Her glædede jeg mig igen over den "Thank you for believing"-flyer, der var med i kassen, og det faktum at Ouya inkluderer et HDMI-kabel, hvilket desværre ikke er blevet standard for nye konsoller endnu. Den lille maskine ser ganske chic ud, og den trådløse controller virker også nydelig. Der følger også to AA-batterier med til controlleren, vi får se hvor længe de holder. Det samme kan man sige om aftrækkerne, da de er den eneste del af hardwaren, der føles skrøbelige.

Når man tænder maskinen, bliver man mødt af en fin lille animation og et "OUYA!"-kampråb. Næste skridt er tilslutning til WiFi og den oprettelse af en brugerkonto, der er blevet kritiseret så mange steder, men for mig gik det helt gnidningsfrit. Konsollen brugte dernæst 15 minutter på at installere en opdatering, og taget i betragtning at min Wii U brugte tre timer på at gøre det samme, den første gang jeg tændte den, er det vel okay.

Dernæst ventede en forholdsvis overskuelig browser, hvor de p.t. 160 Ouya-kompatible spil er inddelt i forskellige kategorier. Udvalget er ikke rigtig noget, der får en til at falde ned fra stolen, og de fleste titler og cover-billeder vækker minder om €1-titlerne Xbox Live Indie Games (XBLI-tjenesten er ikke tilgængelig i Danmark /red). Heldigvis er der gratis prøveversioner af alle spil.

Her er dog også nogle store navne, for eksempel en udgave af 2006-remaket af Final Fantasy III. Originalversionen til NES var i sin tid med til at introducere mange af de elementer, der siden er blevet en fast del af genren. Det samme kan siges om actionrollespillet The Bard's Tale, der ligeledes er et remake fra 2004 af klassikeren fra 80'erne. Spillet kan næsten ses som en parodi, der laver sjov med de mange klicheer fra adventure- og rollespil, og krydrer det med lidt pubertær humor.

På den led passer spillet perfekt som lanceringstitel til Ouya, da den således beskriver konsollens aktuelle situation. The Bard's Tale var i sin tid et nik til en stagnerende genre og et forsøg på at give den et friskt pust. I dag virker det ikke lige så dugfriskt og ser ikke lige så godt ud. Det samme kan siges om Ouya.

Den knytnæve-store konsol har ikke flere kræfter end de smartphones, den har arvet sit operativsystem fra. Selve håndværket er selvfølgelig også mindre nobelt end hos et Apple-produkt. Men hvad kan man også forvente af en konsol til €119? Men præstationen med at tage en konsol fra idestadie til masseproduktion på under et år fortjener respekt. Mange af spillene ligner noget, der er blevet beamet ind på konsollen direkte fra 80'erne. Men selv grafiske stinkere som parkeringssimulatoren No Brakes Valet har noget at tilbyde - nemlig en frisk ide frem for det 117. militærskydespil.

Således er Ouya i øjeblikket ikke meget andet end et symbol. Kickstarter-kampagnens enorme succes viser, at der er mange spillere derude, der hungrer efter innovation fra små udviklere, og støtter open source og DRM-fri produkter. Hvis denne gruppe holder ved, kunne Ouya blive rigtig god. Her er allerede værktøjer som XMBC Media Center og retroemulatorer, og tjenester som Flixter, Twitch.tv og TuneIn. Store udgivere som Sega har også lovet at støtte op om konsollen.

På den anden side kan man også klandre folkene bag for begynderfejl såsom problemer med logistik og shipping, lydfejl og sårbarheder, ikke mindst i forbindelse med brugernes kreditkort-informationer. Alligevel kan man betragte lanceringen som succesfuld under omstændighederne. Som med alle konsoller er det i sidste ende softwaren, der er afgørende. I den henseende er Ouya ikke anderledes i forhold til Wii U, PS4 og Xbox One.