Hver eneste gang jeg anmelder et headset, om det så er det nye Plantronics Back Beat Sense eller SackIT's WooFit-headset, der begge er designet til almindelig brug, eller de mere tunge herre på markedet, er tanken altid den samme: headsets, om de er designet til generel brug eller med et mere gaming-specifikt fokus for øje, har det per definition svært på markedet, da der er utrolig mange sultne maver om grøden (juleudtryk, hvad siger du så). Sony, Razer, Turtle Beach, Roccat, SteelSeries, Logitech, Afterglow, og det bliver bare ved og ved. Alle disse har minimum 10 modeller på hylderne, og de fleste har mange, mange flere. Derfor må det være et besværligt marked at slå igennem i, alene på grund af volumen af muligheder for forbrugeren.

Et firma som Ozone står derfor overfor en udfordring. Godt nok har de et specifikt e-sports-fokus, der giver dem kant i det tætpakkede felt, og de da hovedsponsor for e-sports-holdet Origen, men de har stadig en vigtig opgave foran sig: at gør sig bemærket overfor den almindelige forbruger. Med en række headsets der er designet til konsol, såvel som PC, regner Ozone med at slå døren ind til sofa-gamerne og præsentere sig selv med et flamboyant design, og et fokus på byggekvalitet. Via et samarbejde med e-sports-sensationen Carlos "Ocelot" Rodriguez kommer her Ozone Blast Ocelote World, et headset der bringer e-sports-kvalitet til din PS4 og PC i hjemmet.. på en måde.
Allerførst, så ville den forventede pris for et solidt gaming-headset til både konsol og PC være omkring 1000 kroner, men Ozone Blast Ocelote World's bedste kort i ærmet er tydeligt fra start af: prisen. Headsettet fås til cirka 650 kroner, og man føler ikke umiddelbart at der er noget der mangler.
Headsettet er hovedsageligt designet til PC, men skilter også med PS4-kompabilitet. Dog er det ikke trådløst, og siden folk som regel sidder mere end 3-4 meter fra deres konsol, og i så fald ikke ønsker at have USB-kablet hængende imellem din sofa og din maskine, som bør den hovedsageligt bruges til PC.
Headsettet leverer dog en overraskende god byggekvalitet for prisen, og det er grundet e-sports-fokusset, der sætter konstruktionskvalitet og holdbarhed over noget andet. Det går jo ikke at dit headset går i stykker hurtigt, bare fordi du bruger det hyppigt vel? Overbøjlen er beklædt med en form for skum, der hviler ganske let på hovedet, og man mærker stort set ikke til den store vægt. Selve puderne isolerer fuldstændig, og heldigvis kan mikrofonen foldes op og ned. Ozone har derudover valgt en simplere løsning, og har kun knyttet en lille kontrol-enhed på ledningen, der ikke kan andet end skrue op, ned og mute din mikrofon. Ønsker du at have 400 tilpasningsmuligheden via kontrolenheden, må du købe et Roccat Kave XTD.. Dog ønsker pragmatikeren i mig at pointere, at selvom e-sports-grej sjældent kan anbefales for designmæssig skønhed, så er Ozone Blast Ocelote World i en klasse for sig. Det er hæsligt. Heldigvis skal du jo have det på, og ikke kigge på det, men gem det nu væk i en skuffe, når computeren ikke er tændt.

Lyden er nu vigtigst, og her kan Ozone Blast Ocelote World præsentere dine yndlingsspil i fantastisk 7.1 Surround. Det er så selvfølgelig virtuel 7.1, så der er ikke flere højtalere i hver kop, men én højtaler der skaber illusionen om surround. Det virker nu ret fortrinligt, og i spil som Rainbow Six: Siege er lydens positionering omkring dig knivskarp. Jeg kan forestille mig at audiofile ønsker sig mere fra sit headset, men igen, prisen er lav, lydkvaliteten med surround er høj, og så er den jo ikke længere.
Og her ankommer vi til det sted hvor vi startede, og det er Ozone Blast Ocelote World's vigtigste pointe, nemlig sammenhængen mellem lydens kvalitet og prisen. For lydkvaliteten er høj, og sidder du med et begrænset budget, og ikke har råd til det stilrene, lydmæssigt solide og trådløse headset, så kan denne være et ganske fornuftigt valg, når du nu skal bevæge dig igennem den tætte headset-jungle. Måske fungerer det ikke synderligt godt til PS4, eller er særlig prangende for den sags skyld, men det lyder godt, og har en fin mikrofon. Derfor kan Ozone Blast Ocelote World anbefales, men kun lige knap og nap.
