PlayStation 5 har netop haft et-års fødselsdag, og det har Sony selv valgt at fejre med et indlæg på PlayStation Blog, der tilskrives Jim Ryan, chef for Sony Interactive Entertainment.
Her afsløres det blandt andet, at der er allerede er blevet udgivet mere end 360 spil til konsollen, og Ryan gentager endnu engang, at virksomhedens førstepartsstudier har mere end 25 titler i støbeskeen.
Det mest interessante ved artiklen er dog, at Sony løfter sløret for de ti titler, som der er blevet spillet mest på konsollen målt i antal timer. Listen ser således her ud:
Fortnite
Call of Duty: Black Ops Cold War
FIFA 21
NBA 2K21
Assassin's Creed Valhalla
Destiny 2
MLB The Show 21
Marvel's Spider-Man: Miles Morales
Demon's Souls
NBA 2K22
Listen domineres ikke overraskende af sport og live-service titler, der kan spilles igen og igen, uden at man løber tør for indhold, men der har dog også klemt sig et par single-player oplevelser ind på listen. De tæller det massive Assassin's Creed Valhalla samt PlayStation Studios egne lanceringstitler Demon's Souls og Marvel's Spider-Man: Miles Morales.
Listen er baseret på data fra konsollens lanceringsdato, den 12. november 2020, til den 30. september 2021.