Nintendo Switch OLED løfter konsolsalget i USA

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-11-15

Nintendo udgav i forrige måned Nintendo Switch OLED Edition, hvis primære appel ligger i en kraftigt forbedret skærm. Konsollen var med til at bringe Nintendo Switch tilbage på tronen som den bedste sælgende konsol i USA, efter at PS5 havde brudt konsollens 33 måneder lange dominans i september.

Nu har analysefirmaet NPD udgivet deres samlede salgstal for oktober måned (via Twitter), og her har den reviderede Nintendo Switch også haft en effekt, da hardwaresalget er steget med hele 82% sammenlignet med samme måned sidste år. Da Xbox Series X og PS5 begge udkom i november sidste år, skal der dog langes rigtigt mange konsoller over disken i den kommende måned, hvis markedet her skal opleve den samme vækst, hvilket nok bliver vanskeligt grundet den globale mangel på mikrochips.

For software steg salget med 11% og for tilbehør lød stigningen på 5% - igen sammenlignet med oktober sidste år. I alt blev der omsat for 4,39 mia. dollars i oktober, hvilket repræsenterer en stigning på 16%.

De tre bedst sælgende spil i oktober var alle nye udgivelser med Far Cry 6 som det bedst sælgende spil foran Back 4 Blood og Metroid Dread.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage