Den hardcore JRPG-serie Shin Megami Tensei fik for nyligt endnu et kapitel, da Shin Megami Tensei V udkom til Nintendo Switch den 11. november. Spillet har fået en flot lancering, og sidder man på en anden platform og ærgrer sig over ikke at kunne få adgang til spillet, er der måske godt nyt på vej.
Twitter-brugeren @regularpanties er dykket ned i spillets filer og har her fundet referencer til Windows- og PC-versioner. Det skriver Gaming Bolt.
Spillets nordamerikanske udgiver Sega har i den senere tid satset yderligere på PC og multiplatformstitler, hvilket blandt andet har resulteret i en PC-version af Persona 4 - et spil, der desuden har rødder i Shin Megami Tensei.
Da den europæiske version er udgivet, og desuden massivt promoveret, af Nintendo, kan vi dog samtidigt formode, at spillet som minimum har en tidsbegrænset eksklusivaftale af en vis varighed.