Paradox er tilfredse med den nye udvikler af Vampire The Masquerade - Bloodlines 2

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-11-17

Vi spilmedier er måske nogle gange lidt hurtige til at bruge frasen "udviklingshelvede." Der er trods alt ikke noget unormalt i, at spil bliver forsinket, og med produktioner i AAA-størrelsen kan det ikke undgås, at der er kreative uenigheder og et par kursskifter undervejs.

Når det kommer til Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2 virker ordet dog alligevel ganske passende. Spillet er blevet udskudt flere gange, ledende medarbejdere har, ikke helt uden dramatik, forladt projektet, og til sidst besluttede rettighedshaverne Paradox Interactive simpelthen at sætte udvikleren Hardsuit Labs af projektet. Paradox CEO Fredrik Wester indrømmede efterfølgende, at man var meget tæt på helt at aflyse spillet.

Det endte dog i stedet med, at man genstartede processen under en ny udvikler, og det går tilsyneladende meget bedre i denne omgang. I hvert fald hvis man skal tro Paradox' regnskabsansvarlige Alexander Bricca, der i en ny stream omhandlede regnskabsrapporten for tredje kvartal udtaler følgende:

"The new developer is doing quite well and we are happy with the progress of the project now, but it's still quite some time before we can start talking about release dates."

Paradox ønsker ikke foreløbigt at afsløre identiteten på det studie, der har overtaget udviklingen. "We prefer to give the studio a situation where they can focus fully on the game development and not having to address fans reaching out to them so," fortæller Alexander Bricca ifølge Gamingbolt.

Det originale Vampire: The Masquerade - Bloodlines anses som lidt af en kultklassiker, og det har naturligvis været med til at lægge et vist forventningspres på udvikleren af den længe ventede efterfølger.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage