Splinter Cell: Chaos Theory er gratis på Ubisoft Connect

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-11-17

Siden lanceringen af Splinter Cell: Blacklist har den legendariske Sam Fisher været på ufrivillig førtidspension. Seriens mange fans har nærmest tigget og bedt om en efterfølger, og i sidste måneder gik der ganske kraftige rygter om, at et nyt kapitel endelig er blevet godkendt. Men selv hvis dette viser sig at holde stik, kommer der nok til at gå en rum tid, inden vi kan begive os ud på endnu en hemmelig mission.

For at fordrive ventetiden kunne man passende spille seriens tredje kapitel, Tom Clancy's Splinter Cell: Chaos Theory. Det spil er nemlig gratis på Ubisoft Connect, som en del af den franske udviklers 35-års jubilæum.

Spillet fra 2005 er af mange anset som det bedste i hele serien, så selv hvis du ikke tidligere har erfaring med Splinter Cell, er det måske værd at tjekke ud, inden den 25. november, hvor prisen igen stiger til 10 euro.

Er det gratis spil Ubisofts måde at bekræfte rygterne om seriens genkomst? Ligesom i en spionroman tillader vi os at tro på, at intet er tilfældigt.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage