PlayStation sagsøgt for kønsdiskrimination

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-11-24

I sidste uge kritiserede chefen for Sony Interactive Entertainment, Jim Ryan, i hårde vendinger den diskriminerende arbejdskultur hos Activision Blizzard, men nu er det blevet virksomhedens egen tur til at stå i skudlinjen.

Axios kan berette om et nyt sagsanlæg rettet mod Sony Interactive Entertainment LLC [Sonys amerikanske afdeling med ansvar for PlayStation-brandet - herefter blot kaldet Sony], der kommer fra Emma Majo, en tidligere IT-sikkerhedsanalytiker hos virksomheden.

"Sony discriminates against female employees, including those who are female and those who identify as female, in compensation and promotion and subjects them to a work culture predominated by men," lyder en af beskyldningerne i sagsanlægget.

Den tidligere medarbejder sagsøger Sony for brud på United States' Equal Pay Act og har anmodet retten om at kunne føre et såkaldt class action lawsuit på vegne af andre kvinder, som skulle have været diskrimineret eller forbigået til forfremmelser af Sony.

Sagsanlægget kommer oven på uge med intens fokus på Activision Blizzards leder Bobby Kotick, der beskyldes for at have undladt at reagere på stærkt kritisable arbejdsforhold i virksomheden.

Det skal for en god ordens skyld siges, at beskyldningerne mod Sony ikke er så voldsomme, som de tilsvarende mod Activision Blizzard, og Emma Majo er indtil videre den eneste navngivne person i sagsanlægget. Tiden må vise, hvordan det reelt set står til i virksomheden.

Hele sagsanlægget kan læses her.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage