Spørger man JRPG-fans, hvilket spil der er det bedste spil i genrens historie, vil mange sikkert pege på Final Fantasy VI eller VII, ligesom at nyklassikeren Persona 5 nok også vil ligge højt på listen. Men om nogle af disse spil, vil kunne overgå Chrono Trigger er nok tvivlsomt.
SNES-spillet fra genrens guldalder blev udviklet af et såkaldt "Dream Team" bestående af Hironobu Sakaguchi, skaberen af Final Fantasy, Yuji Horii, skaberen af Dragon Quest, og Akira Toriyama, der står bag karakterdesignet i Dragon Quest, men selvfølgelig bedst er kendt for Dragon Ball.
Grundet spillets status var forventningerne til efterfølgeren Chrono Cross massive, men PlayStation-titlen fra år 2000 har ikke helt samme status som originalen på trods af, at det på sine egne præmisser også er et fremragende spil.
Nu ser det dog ud til, at spillet måske får endnu en chance for at imponere. I den seneste episode af The XboxEra Podcast fortæller programmets co-host Nick Baker, at en remaster af Chrono Cross inden længe vil blive præsenteret. Selvom det originale spil var eksklusivt til PlayStation, vil den kommende remaster ifølge værtens kilder udkomme på flere platforme. Det skriver IGN.
Chrono Cross har aldrig fået en lancering i Europa, så får spillet en remaster, vil der blive tale om første gang, spillet officielt rammer vores breddegrader.