Er du træt af overdrevet voluminøse og barmfagre kvindelige figurer i dine actionspil? Det er Tameem Antoniades fra udvikleren Ninja Theory i hvert fald, og derfor kommer vi ikke til at se noget af den slags i deres DMC Devil May Cry - det nye indslag i en serie, der ellers er kendt for temmelig afklædte og nedringede kvinderoller.
"Hvis det passer at den gennemsnitlige konsolspiller er over 30 - og det tror jeg gerne - så kan man ikke bruge den slags billige tricks til at friste folk til at købe ens spil", siger han i et interview med PSM3, der kan læses på CVG.
"Jeg har intet imod store patter - jeg ville med glæde hvile hovedet mod et par lige nu - men hvis du forsøger at stimulere folk på forskellige niveauer, så er der bedre måder at gøre det på. Hvis du kigger på stjernerne i film, så er de kvinder, som mange finder tiltrækkende, ofte ikke dem med de største bryster. Man er nødt til at være tiltrækkende på et andet niveau", siger Antoniades og fortsætter:
"Det gjorde vi i Enslaved med Trip. Folk elskede hende, ikke fordi hun havde store bryster og høje hæle, men fordi hun virkede som en, der kunne være din kæreste. Det synes jeg er langt mere attraktivt end en prostitueret, der går rundt med et kæmpe gevær. Ikke for at tale ned om prostituerede".
Hvad siger I, kære læsere? Har Antoniades en pointe? Er der for stort fokus på kæmpebryster i spil? Eller snakker han bare skrald for at få opmærksomhed?