Xbox Game Pass bliver efterhånden af mange kaldt "the best deal in gaming", og det er der vist en grund til. Det er et stort fokusområde for Microsoft, og derfor kommer der hyppigere større titler til platformen, som tilføjer mere værdi.
Men hvor meget værdi, egentlig? Det har The Loadout (via TechRadar) sat sig for at finde ud af, og de har kigget nærmere på alle de spil der er blevet tilføjet til tjenesten i løbet af 2021, og slået deres værdi på daværende tidspunkt op i samme ombæring.
Konklusionen er tilsyneladende, at der blev tilføjet for over $6300 i 2021. Det er, direkte omregnet, lidt over 40.000 kroner, men det er nok en kende misvisende, eftersom at danske spil også har en anden pris på eksempelvis Xbox Store.
Rapporten siger dog, at den største måned for Game Pass var marts 2021, hvor der blev tilføjet et hav af Bethesda-titler, og som alene udgjorde $960 i værdi.