Du sidder og gamer løs, og afgiver dødelige domme til den ene blåøjede taber i Call of Duty efter den anden. Men det kan have konsekvenser at være så god til at spille, som du er, og efter noget tid så begynder hånden at være lidt øm.
Ja, hvad gør man så? Hvad med en omvendt Gom Jabbar fra Dune, en maskine der lige hurtigt masserer din hånd, så du er klar til mere hardcore gaming øjeblikkeligt? Det er japanske Bauhutte, der tidligere også har designet en "gaming-seng", der er på den igen.
Deres "Hand Massager" er designet til at sidde ved siden af dit tastatur mens du spiller, og inden i æsken er der 15 luftpuder, som kan pustes op og ned for at afgive øjeblikkelig massage og lindring. Du kan naturligvis tilpasse din massage som du har lyst, og den kan sågar afgive varme, som skulle hjælpe på en række muskelrelaterede problematikker.
Den er allerede til salg i Japan, hvor den koster hvad der svarer til $150, men den forventes at blive lanceret internationalt inden længe.