Santiago forlader Journey-udvikler

Grundlægger og president takker af
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-03-29

Efter udgivelsen af det kritikerroste PSN-eksklusive spil Journey har Thatgamecompanys medgrundlægger og president Kellee Santiago meddelt, at hun forlader firmaet for at søge nye udfordringer.

Santiago har afsløret sin afgang til Gamasutra, der skriver, at andre nøglefolk også kan være på vej væk.

Studiet blev grundlagt for seks år siden af Santiago og Jenova Chen. Deres to første spil, FlOw og Flower, blev begge taget godt imod, og senest har Journey fået en rigtig flot modtagelse.

Santiago siger til Gamasutra: "Efter at have lavet disse tre spil, synes jeg det var en rigtig god mulighed for os alle til at kigge på, hvad vi har lært, og hvad jeg har fået ud af den oplevelse, og tage det med sig til nye områder".

"Meget af mit arbejde hos Thatgamecompany har handlet om at understøtte Jenovas visioner for den slags spil, han gerne ville lave, og jeg føler at jeg har opnået alt hvad jeg havde brug for her".

Thatgamecompany har også udsendt en melding i forbindelse med Santiagos afgang. "Mens vi ønsker at fortsætte på Thatgamecompanys vej, har Kellee fundet en ny retning i sin karriere. Selvom vores veje i fremtiden måske er anderledes, og TGC tager hul på vores næste projekt, ønsker vi Kellee en god rejse, og håber at vores veje vil krydse igen".

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage