Januar er typisk en af de sløveste måneder i videospilsbranchen, da alle lige skal slikke sårene oven på det hektiske julesalg. Anderledes forholder det sig dog i år, hvor først Microsoft købte Activision Blizzard for $68,7 milliarder, inden at Sony i går betalte $3,6 milliarder for Bungie.
Betyder det så, at det hele falder en smule til ro nu? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger Venture Beat-redaktøren Jeff Grubb, der som en anden Nostradamus har det med at forudsige store begivenheder uden nødvendigvis at være helt skarp på detaljerne.
Om det også bliver tilfældet denne gang, må tiden vise, men han er i hvert fald klar med endnu en forudsigelse. I en speciel episode af sin podcast omhandlende Sony og Bungie, fortalte Grubb, at han om en anden handel havde "heard some rumblings that we can't talk about", inden hans gæst og kollega Mike Minotti fortalte, at den mulige handel "would be on the bigger side".
Som nævnt er det tilpas utydeligt til at kunne passe på et væld af situationer. Men den store investeringsvillighed i branchen taget i betragtning, ville vi ikke blive overraskede, hvis endnu en større udvikler eller måske endda en udgiver blev opkøbt i den nærmeste fremtid.