Onlineuniverset Roblox, hvor brugerne kan skabe deres egne spil og prøve kræfter med andres kreationer, er efter en anonym start gået hen og blevet en kæmpe succes for udvikleren Roblox Corporation. Særligt under Covid-19 er platformens popularitet eksploderet, og det fremgår også af de seneste økonomiske tal.
Gamesindustry.biz skriver, at en repræsentant for Roblox Corporation har meddelt, at udviklere og kreatører sidste år tjente mere end $500 millioner dollars på platformen. De såkaldte "developer exchange fees" lå i 2020 på $329 millioner.
Det hører dog med til historien, at de indtjente penge udgøres af de såkaldte Robux, spillets in-game valuta. Den genererede værdi svarer ganske vist til mere end en halv milliard dollars i købsværdi, men det ser anderledes ud, hvis man vil konvertere sine Robux til normal valuta. I det tilfælde tager Roblox Corporation nemlig en stor del af kagen, hvilket skaber et klart incitament til, at kreatører i stedet bruger deres Robux internt i spillets økonomi.