Sega siger endegyldigt farvel til arcadebranchen

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-02-02

En æra er ovre i japansk gaming-historie. Den legendariske udvikler og tidligere konsolfabrikant Sega har efter 56 års med mønter og blip-blip lyde besluttet at kaste håndklædet i ringen og sælge Sega Entertainment Division, der stod for driften af deres arcadehaller.

Ifølge VGC kommer salget oven på, at de i forvejen trængte arcadehaller har oplevet massive tab under de løbende corona-nedlukninger i løbet af de sidste par år. Tilbage i 2020 solgte Sega 85% af deres arcadedivision til virksomheden Genda Inc. Nu er den resterende andel blevet solgt, og de tilbageværende Sega-arcadehaller vil fremover operere under navnet GiGO.

På trods af de seneste års vanskeligheder er arcade-scenen stadig stor i Japan sammenlignet med Vestlige territorier, hvor fænomenet er så godt som uddødt. Ønsker man at opleve genrens storhedstid uden at skulle investere i en dyr flybillet, kan man spille på flere Sega-arcademaskiner såsom Out Run og Fantasy Zone i det morsomme sandkassespil Yakuza 0.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage