Selvom PlayStation Studios stadig er kendetegnet ved deres stærke singleplayer-titler (deres seneste udgivelse Uncharted: Legacy of Thieves Collection fjernede endda originalens multiplayer), så har Sony længe pønset på at udgive flere live-service-titler.
Den nye strategi blev for alvor cementeret med købet af Bungie. I den forbindelse udtalte chefen for Sony Interactive Entertainment, Jim Ryan, følgende til Gamesindustry.biz:
"We have an aggressive road map with live services. And the opportunity to work with, and particularly learn from, the brilliant and talented people from Bungie... that is going to considerably accelerate the journey we find ourselves on."
Og skulle man være den mindste smule i tvivl om den nye strategi, så blev den slået fast med syvtommersøm i forbindelse med præsentationen af den seneste finansielle rapport fra Sony.
Her kommer det frem, at Sony har planer om, at lancere hele ti live-service-titler inden for de næste fire år (frem mod marts 2026).
Vi har længe vidst, at flere Sony-studier hyrer medarbejdere med erfaring med live-service, multiplayer og moneterisering. Det inkluderer blandt andet Bend Studio, Guerrilla Games, London Studio, Naughty Dog, Sucker Punch og eksterne partnere som Haven Entertainment Studios.
Live-service er et relativt bredt begreb, men handler i brede træk om spil, der løbende opdateres, indeholder mikrotransaktioner og kræver konstant internetforbindelse (men ikke nødvendigvis har multiplayer). Denne type spil falder langt fra i alles smag, men deres kommercielle potentiale kan ikke ignoreres.

Billeder fra de populære live-service-titler Overwatch, The Division 2, Call of Duty: Warzone og Hunt: Showdown.