Steam Deck udkommer senere på måneden, og mange ser frem til, hvad der kommer til at blive en ret utraditionel konsol. For hvad der på overfladen ligner en håndholdt spillekonsol i stil med Nintendo Switch, er i virkeligheden en form for mini-PC, der godt nok ud af boksen kører det Linux-baserede SteamOS, men i princippet også understøtter andre styresystemer og software fra eksterne udviklere.
Formålet med Steam Deck er dog primært at spille spil gennem Steam med, for en håndholdt konsol, hidtil udset ydelse og kontrol. I den anledning har Valve introduceret et klassificeringssystem med fire symboler, der indikerer, hvorvidt et Steam-spil vil være kompatibelt med konsollen.
Unknown betyder, at spillet endnu ikke er gennemtestet på konsollen, Unsupported, at spillet slet ikke virker, Playable, at spillet virker, men kræver brugermodifikationer, og Supported, at spillet fungerer uden problemer.
Det er selvfølgelig den sidste kategori, der er mest interessant, og ovre siden Steamdeckverified, der løbende henter data fra SteamDB, fremgår det nu, at foreløbigt 115 spil har fået det grønne flueben fra Valve.
De 100% kompatible spil tæller blandt andet nye AAA-spil som Deathloop, Death Stranding og God of War, så ydelsen ser bestemt ikke ud til at fejle noget.
Blandt spil der ikke understøttes finder vi Gears 5 og Back 4 Blood, hvis indbyggede Easy Anti-Cheat ikke understøttes af Steam Deck. Ved andre inkompatible spil som Lara Croft and the Temple of Osiris og Persona 4: Golden fremgår det, at Valve stadig arbejder på at få dem til at fungere på konsollen.
Valve kommer næppe til at gå alle titlerne på Steam igennem, men de har tidligere meldt ud, at langt størstedelen af butikssidens over 50.000 spil vil være kompatible med Steam Deck.