Mangler du noget at lave i påsken? Befinder du dig i nærheden af København? Så bør du helt klart overveje at tage til Copenhagen Games, der løber af stabelen i Øksnehallen henover påskedagene.
Copenhagen Games er Danmarks største eSports-event, med turneringer i blandt andet Counter-Strike 1.6, Counter-Strike: Source, Starcraft II, League of Legends og Battlefield 3. Nogle af verdens bedste spillere samles i København for at dyste, og præmiepuljen indeholder blandt andet 375.000 kroner kontant, samt en masse hardware.
Der er lukket for tilmeldinger til turneringerne, men du kan komme med som publikum for en flad 50'er per dag, eller 150 for alle dagene. Turneringerne foregår fra 4. til 8. april. Læs mere på Copenhagen Games' webside.