GameStop har længe lignet en synkende skude med stødt faldende salg af fysiske spil. I begyndelsen af sidste år fik virksomheden dog en gevaldig saltvandsindsprøjtning, da brugere af Reddit-siden Wall Street Bets valgte at købe aktier i virksomheden for at spolere såkaldte short sellers, der spekulerede i at aktien skulle falde.
Det korte og det lange er, at GameStop nu tilsyneladende tror, at investeringer kan redde dem ud af deres forretningsmæssige krise. For hvordan skal man ellers forklare, at virksomheden nu har indledt et samarbejde med den australske startup Immutable om at åbne en markedsplads for salg af NFT'er?
NFT står for non fungible token og er en slags digitalt certifikat for ejerskab over en unik digital genstand, opbevaret på en Blockchain og handlet med kryptovaluta. Præcist hvordan teknologien skal gavne gamere, mangler vi stadig at få svar på, og vi bliver heller ikke meget klogere af GameStops nyoprettede hjemmeside om projektet. Her står der blot: "Power to the players. Power to the creators. Power to the collectors."
Immutable, som opererer på den store blockchain Ethereum, anvender deres egen kryptovaluta IMX, der beskrives som Co2-neutral. Det betyder sandsynligvis, at virksomheden "udligner" deres påvirkning af klimaet ved at købe kvoter fra mindre forurenende virksomheder.
Udover klimaaftrykket kritiseres NFT og Blockchain ofte for talrige eksempler på svindelnumre og Ponzi Schemes, for reelt set at have meget lav nytteværdi, og for primært at gavne spekulanter.
Omvendt ser teknologiens fortalere NFT som en praktisk måde at sikre kunstnere og indholdskreatører en fair betaling for deres arbejde, og i spilverden som en måde at sikre spillere mere reelt ejerskab over deres digital produkter.
GameStop og Immutable opretter samtidig en fond på "100 millioner dollars," der udbetales i legater til spiludviklere, der vil lave indhold til den kommende platform. Pengene udbetales dog i den føromtalte kryptovaluta IMX.
Nu er spørgsmålet så bare, hvad GameStops kunder synes om udmeldingen. Lignende koncepter er i løbet af de seneste par måneder blevet mødt af massiv modstand fra spillere verden over, og senest måtte Team 17 opgive deres NFT-planer mindre end to døgn, efter de blev annonceret.