Game Developers Conference (GDC) er en af branchens allerstørste konferencer. Her mødes spiludviklere i alle kapaciteter og holder foredrag, oplæg og debatter om alverdens emner inden for spiludvikling.
Tilbage i 2019 slog GDC sin hidtidige rekord med 29.000 deltagere samlet over flere dage i Moscone Convention Center. For nyligt vendte GDC for første gang siden Covid-19 ramte tilbage til den fysiske lokation, men de mange år med digitale konferencer, færre rejser og frygt for smitte har tilsyneladende sat sine spor.
I alt besøgte 12.000 personer årets konference, skriver Gamesindustry.biz. Det udgør et fald på hele 59%.
Det lave deltagertal hænger nok sammen med, at pandemien ikke helt har sluppet sit tag. Men på længere sigt bliver det store spørgsmål, om man vender tilbage til det tidligere niveau for fysiske konferencer, eller digitale præsentationer begynder at overtage en større del af markedet.