Måske har du hørt, at actionrollespillet Shadowrun er på vej til at få en efterfølger. Navnet er Shadowrun Returns, og spillet financieres gennem Kickstarter, en model der som bekendt er særdeles populær for tiden.
Indsamlingen nåede sit mål på $400.000 på kun 28 timer, og den gode stime er fortsat siden da - med 15 dage tilbage af indsamlingen har tallet i skrivende stund rundet $889.000.
Og det giver de virkelig langhårede noget at glæde sig til - udviklerne lover nemlig, at hvis indsamlingen runder $1 million, vil de også udgive spillet til Linux - udover de allerede annoncerede platforme PC, Mac og iPad.