Brugerfinansieret brok

Lang Lørdag med Thomas
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2012-04-14

Lang Lørdag er Gamereactors faste debatoplæg, hvor redaktionen kigger på en af ugens nyheder og kommenterer mere personligt på sagen.

I den forgangene uge var der en historie mere om hvordan fans nu har stemt med deres pengepung gennem Kickstarter, og hvordan vi altså dermed kan forvente et nyt 2D-kapitel af Shadowrun-serien. Selv hvis vi ser bort fra at dette er en nyhed som mange af os der engang ejede en Super Nintendo har ventet på i årevis, er dette den slags drømmescenarie som havde virket som ren fanfiction for blot et års tid siden - altså inden Double Fine havde vist vejen frem.

En sådan historie burde med andre ord ikke have nogen negativ vinkel, hvilket er hvor internettets-troldehold igen har sørget for at modbevise mine forventninger.

Jeg forstår ikke altid spilfans og deres åbenbare trang til at brokke sig, beklage sig over at der ikke længere findes originale spiloplevelser og slavisk gentage adskillige indebrændte kommentarer om at der "i dag kun er plads til efterfølgere på spilmarkedet".

Ærlig talt synes jeg de fleste af disse kommentarer er uovervejede, hvilket specielt bliver tydeligt når selv solstråle-historierne også skal have en omgang mudderkastning med på vejen.

Ser du, fordi Double Fine-historien i første omgang var så fantastisk, er det sidenhen blevet mere og mere populært at mobbe og udskælde andre produktioner fordi de også forsøger at få deres drømmeprojekt finansieret gennem Kickstarter. Værst er det når disse trolde begynder at forpeste Kickstarter-siderne med deres evindelige brokkeri.

Kunne vi som spilfans ikke for en gang skyld lære at fokusere på det positive og blot lade den være ved det? Er det virkelig blevet vigtigere at fokusere på brokkeri end det faktum at adskillige drømmespil nu er sikret udgivelse og oven i købet skrues sammen af de mest passionerede spilskabere?

Brugen af Kickstarer i spilregi kunne potentielt være starten på en revolution, for hvornår har du sidst så aktivt kunne bestemme hvad du vil spille ved brugen af dine pengepung? Hvilket Lee tidligere har kommenteret på i sin artikel om emnet.

Personligt ser jeg enormt frem til at spille et nyt adventure-spil fra store dele af bag Monkey Island-holdet, gå på et nyt eventyr i serien der inspirerede Fallout, opleve et taktisk skydespil i stil med Rainbow Six og naturligvis igen besøge cyberpunk-verdenen i Shadowrun.

Det er alle sammen oplevelser der sikkert ikke var blevet til noget uden Kickstarter, oplevelser der sikkert ikke var blevet til noget uden spilfans med samme præferencer som mig, og da i hvert fald helt sikkert oplevelser der ikke fortjener internet-troldenes ulidelige trang til brok. Og nu brokkede jeg må sig så selv. En ægte gamer? Så lad mig derfor slutte denne del af Lang Lørdag med at sige hurra for Kickstarter.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage