Ubisoft har været blandt de udgivere i branchen der har været mest sultne efter at implementere NFT'er i store spil via deres Quartz-initiativ, som de tilsyneladende fortsat holder i live til trods for massiv kritik fra et utal af kanter.
Men når det gælder Project Q, deres nyligt afslørede multiplayer-projekt, så er det lige før at de bruger manglen på NFT'er til at markedsføre spillet, og skabe positiv energi. Via Twitter giver de os meget få detaljer, men via to opfølgende beskeder ønsker de at gøre to ting klart: det er ikke kun Battle Royale, og der er ingen NFT'er:
"By the way, this is not a Battle Royale. The game will feature a variety of PvP modes with one single goal in mind: FUN! We don't have plans to add NFTs to this game, you can find out more by registering and taking part in the upcoming tests!"
Det er en lidt sjov strategi, eftersom Ubisoft selv har udtalt, at NFT'er er "fremtiden". Desuden skal det siges, at spillet hedder "Q", som har fået nogle til at tænke på netop "Quartz", og taglinen for spillet er; "truly own the experience".