Selvom der er utroligt mange positive ting at sige om det frie operativsystem Linux, så er der ét punkt hvor det for alvor halter bag konkurrenterne: spil.
Det er en klassisk høne-æg-situation, men det kan måske være på vej til at ændre sig. For Valve eksperimenterer åbenbart med en Linux-version af både Steam og deres Source-spilmotor i øjeblikket.
Det skriver Phoronix, der har besøgt Valve og set Linux-udgaverne med egne øjne.
Phoronix beretter, at Valve har Left 4 Dead 2 oppe og køre på Linux, og Valve-bossen Gabe Newell selv er personligt involveret i projektet med at få Steam op at køre på Linux. Han har endda flyttet sit skrivebord (du har vel læst Valves medarbejderhåndbog?) hen til resten af Linux-udviklerne.
Planen er angiveligt at portere alle Valves egne spil til Linux, og derfra forsøge at overtale flere udviklere til at lave spil til platformen, ganske som man gjorde det med Mac tidligere.
Tilsyneladende er den endelige beslutning ikke taget endnu, men ikke desto mindre er det spændende nyheder for Linux-folket.