Nintendo har offentliggjort deres seneste årsregnskab, der indeholder nogle særdeles opsigtsvækkende tal. Spilgiganten meddeler nemlig, at de i det seneste regnskabsår, der sluttede 31. marts, har haft et samlet underskud på 37 milliarder yen, eller omkring 2,5 milliarder kroner.
Det er første gang i selskabets historie, at man har haft underskud på årsregnskabet. Der har tidligere været underskud på kvartalsregnskaber, men siden Nintendo trådte ind på konsolmarkedet i starten af 80'erne, har de altid haft sorte tal på bundlinjen - indtil nu, altså.
Som årsag angiver Nintendo et svagere salg af software end forventet, at man stadig sælger 3DS'en til underpris, samt udgifter til nye markedsføringstiltag.
Traditionen tro indeholder regnskabsrapporten også salgstal for Nintendos hardware. Nintendo 3DS har solgt 17,13 millioner på verdensplan, og Wii har solgt 98,85 millioner til dato. Gennem året blev der solgt 36 millioner 3DS-spil, og 102 millioner Wii-spil.
I prognoserne for det kommende år skriver Nintendo, at de ligeledes forventer at have underskud på næste årsregnskab, dog kun et på 25 milliarder yen. Ligeledes regner de med at kunne tjene penge på hver solgte 3DS når vi når frem til sommeren.
New Super Mario Bros. 2 vil udkomme i løbet af august, og et nye Animal Crossing og Brain Age vil udkomme i Japan henholdsvis til efteråret og i løbet af sommeren.
Det fremgår også af rapporten, at Nintendo har omkring 32 millioner kroner i kontanter, og aktiver til en værdi af næsten 80 milliarder kroner, så trods et dårligt årsregnskab er selskabet altså langt fra randen af fallit.