Salget af Nintendo Switch i Japan lider under mangel på komponenter

Også Sony oplever faldende salg sammenlignet med 2021.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-06

For nyligt kom det frem, at Nintendo havde øget deres udgifter til leverandører af materialer og komponenter til produktionen af konsoller. Det har naturligvis ledt til spekulationer om, hvorvidt Nintendo er ved at komme i gear til en ny konsollancering.

En vis andel af de øgede udgifter bunder dog sandsynligvis også i prisstigninger. I de sidste par år har der været mangel på en række vigtige komponenter, ikke mindst mikrochips, og det presser naturligvis prisen i vejret, når flere producenter kæmper om de samme materialer.

De manglende komponenter har også indvirkning på salget af hardware. Ifølge Nikkei Asia faldt salget af Nintendo Switch-konsoller med 33% mellem april og juni 2022 sammenlignet med samme kvartal året før. Det er på trods af, at Nintendo Switch stadig er voldsomt populær i Japan og fuldstændigt dominerer salgslisterne inden for software.

"The shortage of chip materials is having an impact on production," fortæller en Nintendo talsperson til mediet. Talspersonen afslører også, at Nintendo arbejder hårdt på at forhandle sig til nye materialer, men "the outlook is uncertain."

Salget af PlayStation 5 i Japan oplevede også et dyk på 26% i forhold til samme kvartal året før. På globalt plan har Sony nedjusteret de samlede salgsforventninger fra 22,6 millioner solgte konsoller ved årets udgang til 18 millioner.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage