Der var engang, hvor det virkede som, at der ikke gik mere end en uge imellem, at Nintendo lancerede en ny farvevariant eller samlerudgave af eksempelvis Nintendo 3DS eller WiiU. Efter lanceringen af Nintendo Switch har det dog været så som så med tematiserede udgaver af konsollen, om end vi har fået et par stykker i forbindelse med lanceringen af eksempelvis nye Pokémon-spil.
En del af forklaringen er nok, at Nintendo ligesom mange andre elektronikvirksomheder, kæmper med at sikre sig komponenter nok til at møde efterspørgslen på deres konsoller. Nintendo har dog stadig et par es i ærmet, og nu har de netop annonceret en ny udgave af deres Nintendo Switch OLED.
Nintendo Switch - OLED Model Splatoon 3 Edition hedder konsollen, og den udkommer den 26. august, to uger før lanceringen af Splatoon 3 den 9. september. Spillet er derfor heller ikke inkluderet med konsollen, men du kan trods alt set frem til et unikt design med blå og gule Joy Cons, samt en "blækfyldt" bagside.
I forbindelse med det nye design lanceres der også en matchende bæretaske og Pro Controller.
