Xbox Series S/X har allerede solgt dobbelt så meget som Xbox One i Japan

Med Series S i spidsen gør Xbox fremskridt på det japanske marked.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-11

En kvart million solgte eksemplarer på det japanske marked lyder måske ikke af alverden for en stor konsolfabrikant. Men når det handler om Xbox er snakken en ganske anden, for Microsoft har altid haft svært ved at slå igennem på det japanske marked, der domineres af hjemlandets PlayStation og Nintendo.

Særligt Xbox One var en stor skuffelse og formåede blot at sælge 114.831 eksemplarer i Japan. Det virker dog til, at Microsoft har fundet en bedre salgsstrategi med Xbox Series S/X for dette konsolpar har nu solgt i alt 260.504 eksemplarer. Det skriver Benji-Sales i et Tweet, der har fået Microsofts Aaron Greenberg til at reagere med en tak til ned japanske kunder.

Ligesom i mange andre markeder er det primært den lidt billigere Xbox Series S, der har drevet salget, da denne konsol ofte er mere tilgængelig i butikkerne end Xbox Series X.

Xbox Series S/X har dog stadig et stykke op til Xbox 360, der med 1.616.218 solgte eksemplarer er den bedst sælgende Microsoft-konsol i Japan.

PS5 har foreløbigt solgt over halvanden million eksemplarer på det japanske marked, hvor den altdominerende konsol de sidste mange år har været Nintendo Switch.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage