Diablo Immortal modtager første store indholdsopdatering senere på måneden

Med opdateringen bliver det muligt at ændre klasse for eksisterende karakterer.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-09

Diablo Immortal har fået en meget blandet modtagelse. På den ene side er spillet blevet hyldet for at have noget af det sjoveste gameplay længe set på mobile platforme, men samtidig har spillet mødt kritik for sine aggressivt implementerede mikrotransaktioner.

Foreløbigt kommer mikrotransaktionerne næppe til at ændre sig, men Blizzard er dog opsatte på at forbedre selve grundoplevelsen, og inden længe udkommer den første store indholdsopdatering til spillet.

Ifølge Diablo-seriens General Manager, Rod Ferguson, bliver opdateringen frigivet i slutningen af juli. Blizzard har endnu ikke afsløret meget om opdateringen, udover at den bringer muligheden for at ændre din karakters klasse - så må tiden vise, om dette koster penge eller ej.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage