Falske beskyldninger satte Hideo Kojima i forbindelse med mordet på Shinzo Abe

Kojima Productions truer nu med sagsanlæg.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-11

I fredags blev Japan ramt af en tragisk hændelse, da landets tidligere præsident Shinzo Abe blev myrdet, da han holdt en tale i byen Nara i forbindelse med weekendens valg til overhuset. Ikke siden 1960 var en førende politisk skikkelse blevet myrdet i Japan, og kondolencerne strømmede hurtigt ind fra verden over.

Alt dette har som sådan ikke noget med spilverdenen at gøre, og så alligevel. For på trods af, at attentatet efter alt at dømme ikke var politisk motiveret, spredte der i alligevel rygter om, at den meget nationalistiske Abe skulle være blevet myrdet af en venstrefløjsaktivist. Flere græske TV-kanaler viste endda billeder af, hvad der skulle forstille gerningsmanden, iført en sovjetisk ushanka-pelshue og poserende under et billede af Che Guevara.

Det det var dog ikke gerningsmanden, den 41-årige Tetsuya Yamagami, som blev vist på billederne, men i stedet den legendariske spilskaber Hideo Kojima. Identitetsforvirringen stammede fra en ikke særlig passende spøg på nettet, der sidenhen fik ben at gå på, da den franske højrefløjspolitiker (som i det helt ekstreme højre) Damien Rieu beskyldte "den ekstreme venstefløj" for at stå bag mordet og vedlagde de omtalte billeder af Kojima. Det skriver blandt andet IGN og VGC.

<social>https://twitter.com/NoxDawn/status/1545393231092908032</social>

Selvom Kojima ikke blev nævnt ved navn, så har hans studie Kojima Productions forståeligt nok alligevel været ude og tage stærk afstand fra de falske beskyldninger, og de fortæller, at de vil overveje sagsanlæg for injurier.

<social>https://twitter.com/KojiPro2015_EN/status/1545751079685484544</social>

De pågældende nyhedsmedier har nu rettet deres fejl, ligesom Damien Riue har slettet sit Twitter-opslag, men internettet glemmer som bekendt ikke så hurtigt, hvilket nok er en medvirkende årsag til, at Kojima Productions føler behov for at kommentere på sagen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage