Det er kun lidt over en måned siden, at PlayStation Studios og Naughty Dog officielt annoncerede The Last of Us: Part I. En remake af The Last of Us havde længe været rygtet, men Sony valgte altså at holde deres kort tæt ind til kroppen og vente med afsløringen.
Fordi spillet blev præsenteret sent i udviklingen, skal vi til gengæld heller ikke vente længe på at prøve kræfter med spillet. The Last of Us: Part I står til at udkomme allerede den 2. september og nu - med lidt under to måneder til lanceringen - er spillet officielt "gone gold." Det afslører Naughty Dog på Twitter.
<social>https://twitter.com/Naughty_Dog/status/1546600545678495744</social>
Selvom de fysiske eksemplarer af spillet, nu er klar til at blive trykt, betyder det selvfølgelig ikke, at udvikleren stopper arbejdet på spillet, da der utvivlsomt stadig skal rettes fejl løbende. Men det er trods alt et positivt tegn, at der tilsyneladende er godt styr på tidsplanen.