Britiske myndigheder kritiserer loot boxes men giver spilindustrien frit spil

Storbritannien vil ikke lovgive og satser i stedet på "industry-led measures."
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-18

Myndighederne i Storbritanien har i flere omgange undersøgt de såkaldte loot boxes, hvor man kan vinde tilfældige præmier i spil, ofte ved at bruge rigtige penge.

Nu er myndighederne klar til at fremlægge deres konklusioner oven på flere høringer og rapporter, og selvom der tilsyneladende ikke bliver lagt fingrene i mellem, virker det til, at spilindustrien fremover for noget nær frit spil.

The Department for Digital, Culture, Media and Sport (DCMS) konkluderer godt nok, at unge under 18 ikke længere bør have lov til at bruge rigtige penge på loot boxes uden forældrenes tilladelse. Men myndighederne fandt dog ikke loot boxes i strid med landets gamblinglovgivning og vil derfor ikke anbefale konkret lovgivning på området, skriver Gamesindustry.biz.

Der kan heller ikke blive tale om at ændre selve gamblingloven. "Changing the Gambling Act with regards to loot boxes would have significant implementation challenges and risks of unintended consequences," lyder en af konklussionerne.

Myndighederne slår dog fast, at hvis ikke spilproducenterne selv gør mere for at beskytte børn mod misbrug af loot boxes, vil lovgivning kunne komme på tale fremover.

Blandt de forslag som rapporten kommer med til spilindustrien, er advarsler ved gentagne køb, muligheden for at suspendere brug af rigtige penge, og en hot-line til dem, der har problemer med for stort forbrug in-game.

Selvom der rejses en del kritik fra de britiske myndigheder, må konklusioner alligevel ses som en stor sejr for den del af spilindustrien, der tjener penge på loot boxes og mikrotransaktioner. Med fokus på "industry-led measures" og selvregulering lyder det i hvert fald til, at industrien nu har fået bolden tilbage på egen halvdel.

Det er også værd at bide mærke i, at der ikke forslås et forbud mod loot boxes for unge under 18 - kun at de har forældrenes godkendelse.

Mon ikke flere spilproducenter laver en mindre sejrsdans oven på konklusionerne fra de britiske myndigheder?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage