Ser man Netflix i en række central- og sydamerikanske lande skal man fremover til lommen, hvis man deler sit kodeord med en ven, kollega eller familiemedlem.
Finansmediet Bloomberg rapporterer, at brugere i Argentina, El Salvador, Guatemala, Honduras og den Dominikanske Republik vil blive bedt om at betale et ekstra beløb, hvis deres konto anvendes i mere end to uger uden for deres primære husstand. Dette gælder dog ikke for mobile enheder.
Prisen for den ekstra konto lyder på 219 argentinske pesos, hvilket svarer til omkring 12 kroner. Det er cirka en femtedel af den samlede abonnementspris for en argentiner. I de fire mellemamerikanske lande vil den ekstra konto koste omkring $3 svarende til 22 kroner.
Netflix har på det seneste lidt store tab, hvilket de blandt andet begrunder med for mange "sortseere." Senest har virksomheden indgået et samarbejde med Microsoft om at levere en reklamer på platformen.