Sony slipper for retssag omkring monopoltilstande på PlayStation Store

Dommeren mente ikke sagsøgerne kunne løfte deres bevisbyrde.
Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2022-07-20

Tilbage i 2019 ændrede Sony Interactive Entertainment vilkårene på PlayStation Store, så eksterne forhandlere ikke længere kunne sælge koder til PlayStation-spil, og alle køb fremover skulle foregå på den digitale butiksside. Det fik en gruppe forurettede forbrugere til at lægge sag an mod Sony på baggrund af den såkaldte Sherman Act, der forbyder monopoldannelse.

Nu kan Bloomberg Law dog rapportere, at det ikke lykkedes for sagsøgerne at overbevise dommeren Richard Seeborg ved den nordcaliforniske distriktsdomstol om, at der var grundlag for en retssag. Retssagen er derfor blevet afvist, inden den overhovedet begyndte.

Dommeren begrundede afvisningen med, at det ikke var blevet tilstrækkeligt dokumenteret i søgsmålet, at Sony skulle have sat en stopper for en profitabel forretning ved at begrænse markedet. Det vil dog være muligt for sagsøgerne at forsøge igen, hvis de forbedrer deres dokumentation.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage