Valves kommende Dota 2 havde sidste år verdenspremiere ved den stort anlagte Dota 2 International-turnering på Gamescom, hvor der var $1 million i præmie til det vindende hold. Og det skal tilsyneladende være en årlig begivenhed, for Valve har i dag løftet sløret for detaljerne omkring den næste International.
I år bliver turneringen afholdt i Seattle i forbindelse med PAX-messen. Det kommer til at foregå fra den 31. august til den 2. september. Ligesom sidste år er der atter $1 million til vinderholdet.
Indtil videre er der kun to hold på listen over deltagere, nemlig kinesiske DK og de forsvarende mestre Na'Vi fra Ukraine, men flere hold bliver formodentlig offentliggjort når vi kommer tættere på.
