Hvis du har en World of Warcraft-figur, der stadig roder rundt under level 80 et sted, så har du sikkert bemærket, at det meste af Azeroth er lidt mennesketomt. De fleste spillere befinder sig nemlig i de zoner, der er beregnet på de øverste levels, eller i spillets hovedstæder.
Men det skal være en saga blot med udgivelsen af den kommende udvidelse Mists of Pandaria, skriver Blizzard på den officielle World of Warcraft-blog.
Ny teknologi gør, at zoner med lavt spillertal fremover vil blive delt mellem flere servere, så man kan møde og queste sammen med spillere fra andre realms. På samme måde vil man også kunne lave grupper sammen med sine RealID-venner, og queste sammen ude i det fri, selvom man normalt spiller på forskellige servere.
Den nye funktion vil være forbeholdt de områder i spillet, der normalt ikke ser så stor aktivitet. Altså bliver Pandaria-kontinentet næppe en del af ordningen lige foreløbig.
I et lignende tiltag vil zoner, der er overbefolkede (såsom startområderne for nye racer) blive splittet op i flere udgaver på samme server, så der bliver plads til alle. Og laver man en gruppe sammen med sine venner, bliver de alle flyttet til samme udgave af zonen.