Tencent har nu købt ret stor anpart af Ubisoft-ejernes "family holding"

Den kinesiske virksomhed fortsætter med at købe op i den store udgiver.
Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2022-09-08

Rygterne har svirret om at Ubisoft står til at blive direkte opkøbt, men alle indikationer viser dog, at Guillemot-familien, ledt an af CEO Yves Guillemot, ville holde fast i kontrollen med næb og klør. Det er dog et faktum at kinesiske Tencent løbende har købt mere og mere af Ubisoft, og nu strækker de sig også til Guillemot-familiens eget moderselskab, Guillemot Brothers Limited.

Mere specifikt fremgår det hos VGC, at Tencent har købt 49,9% af Guillemot Brothers Limited, og sidder på 5% af stemmeretten nu. Den investering er på cirka €300 millioner.

Derudover har Ubisoft givet grønt lys til at Tencent kan hæve deres andel i selve Ubisoft fra 4.5% til 9.99%, men de kan ikke hæve den andel mere de næste otte år.

Det lader ikke umiddelbart til at have en effekt på deres fremtidsudsigter, men siger dog at det her vil "cover the development of mobile titles from several of Ubisoft's major franchises and the launch of several of Ubisoft's PC titles in China".

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage