Når begyndelsen halter
I denne uge kunne vi fremvise forsiden til det kommende Borderlands 2. Den er nydelig. Og det fik mig til at tænke på det første spil. Borderlands var jo lidt af et kaos op til udgivelsen. Drastiske designændringer var bare nogle af de pludselig skift undervejs i spillets udvikling.
Det er dog sådan set ikke ændringerne jeg vil diskutere, men nærmere starten på eventyret. For gudfader, hvor jeg synes at det var kedeligt. Ikke alene skulle vi trækkes gennem en køretur, der introducerede os for personerne i slow motion, derefter skulle vi høre på en lille nynnende robot, mens vi blev gelejdet hen til vores første quest-giver. Det var gabende kedeligt.
Faktisk så kedeligt, at spillet fik lov at ligge på hylden i en rum tid, før jeg en dag besluttede mig for at hive det frem igen og lige tjekke det ud. Og tre timer inde i spillet skete der noget. Det var som om at det hele pludselig gav mening, at udfordringen var på plads og tempoet fornuftigt.
En bruger her på siden udtrykte i nattråden, at Borderlands var tæt på det kedeligste nogensinde. Jeg bad ham give det en chance mere, og nu er han hooked.
Og det er det der undrer mig. Filmmediet benytter flashbacks, tidsspring og andre fiksfakserier for at få os op i tempo. Men i spil er det næsten altid en sønderlemmende kedelig tutorial (helst uden mulighed for at springe den over) efterfulgt af gameplay der er så let, at en hippie på fjolletobak kan spille det med bind for øjnene. På en ethjulet cykel. Uden skærm.
Lad os da i langt højere grad få en fornemmelse af at være i gang meget før. Som eksempelvis Metroid gjorde det. Giv os en smagsprøve af det "rigtige spil", om ikke andet lad os selv vælge om vi har brug for en langsom og kedelig intro. Jeg håber virkelig at Borderlands 2 starter lige på og hårdt. Jeg vil elske Gearbox for at tage chancen og gi' den gas.
Hvad siger I? Er nutidens spil alt for venlige og triste at starte op, eller er man bare forvænt som hardcore gamer? Er dette den interaktive underholdnings akilleshæl, og skal vi bare lære at leve med det, eller skal vi kræve forandring?
<bild></bild>